GamleKongensKjøbenhavn

94

K jøbenhavneri for 50 til 60 Aar siden

levende Skabning Fo rtræd uden Aarsag. Fn Sommeraften var Kongen i sit daglige Kabinet paa Frederiksberg Slot. Klok­ ken var henved 11. Vejret var smukt, og i det tilstødende Væ­ relse — Kongens Sovegemak — stod el Vindue aabent. Da Kon­ gen tilligemed sin Kammertjener Westergaard vilde gaa de r­ ind, fløj en lille Svale, der havde forvildet sig gjennem det aabne Vindue, dem i Møde, og blændet af Lyset, som Kam­ mertjeneren bar, flagrede den ængstelig fra det ene H jørne af Værelset lil det andet, ikke i Stand Lil at finde nogen Udvej. Ved al se den arme lille Fugl flagre forvildet omkring, befalede han Kammertjeneren strax at gaa tilbage med Ly­ set; selv aabnede hån flere Vinduer og ventede laalmodigt for at se, om Fuglen ikke atter skulde kunne finde Vej lil det fri. Men det forskrækkede Dyr blev siddende i en Krog af Loftet og vovede sig ikke ud af sil Skjulested. E fter nogen Tids Forløb kaldte Kongen paa Westergaard, og idet han pe­ gede paa sin lille Feltseng, lod han Kammertjeneren tage ved den ene Ende af samme, selv tog han fat i den anden Ende, og begge bar nu Sengen ind i det andet Værelse. Derpaa gik Kongen atter tilbage til Sovegemakket, lukkede alle Vin­ duer op, og sagde med sin haarde, men dog saa godmodige Stemme: „Vi maa nok ikke fo rsty rre den stakkels lille Svale , . . T ro r du ikke nok, Westergaard, al den nu vil slippe ud ? “ Den nævnte Kammertjener W estergaard holdt Kongen me­ get af, han satte stor P ris paa ham, og naa r han var i godt Humør, spøgede han gjerne med ham. W estergaard havde tid­ ligere været T jener hos Overkammer junker Grev Yoldi. Da han havde tiltraad t sin T jeneste hos F rederik den Sjette og skulde barbere ham, var han meget ængstelig derved. Pludse­ lig greb Kongen ham ved Haanden, raabende: „Stille, stille et Ø jeb lik!“ Westergaard, som formodede, at Kongen troede, han havde skaaret ham, standsede forskrækket og ventede skarp Tiltale, men F rederik den Sjette udbrød: „Hør, tla Han var hos sin forrige Herre, tænkte han nok ikke paa, at Han skulde komme til al tage Kongen ved Næsen? Haa, haa, haa! Nu kan Han begynde igjen!“ — Der hengik sjælden nogen Aften, uden at han, naar han var kommen i sin simple Seng, og Westergaard havde stoppet Tæppet ned om ham, sagde til ham, som vel at mærke ikke hed Ole, men Jens: „God Nat, Ole! sluk Lyset! Pengene ligger i Vinduet! Haa, haa, haa! Naa, i Guds Navn!1' En af Kongens Yndlinge var den bekjendte Kammerherre Schrødersee, der var et godt Hoved og udmærkede sig ved