GamleKongensKjøbenhavn

90

K jøbenhavneri for 5 0 til 60 Aar siden

gjældende ved Siden af den franske, og siden blev Omdan­ nelsen fortsat under O.verliofmarskal Hauchs kyndige T il­ syn. De stive, klippede Hækker forsvandt, T ræerne fik Lov til at udbrede deres Bladehang, Græsplænerne udvidede sig; der anlagdes Terrasser, og de fire Damme bleve forvandlede til Kanaler med Broer, som paakryds og paatværs gjennemskar Haven. Som den nu er, hø rer den ved sit Omfang, sine skjønne Udsigter, sin Afvexling af Bakker og Dale, sine Kanaler, sine skyggefulde Alleer, sin Rigdom af høje Løv træ r til de skjøn- neste Lysthaver i hele Europa. Men Kjøbenliavnerne vide ogsaa og have altid vidst at sætte P ris paa Haven og dens Skjønheder, paa dens friske Luft og dens svalende Skygger. Hvilket livligt Billede frembyder den ikke en Søndag. Gangene ere som besaaede med pyntede Folk, Bænkene ere tæt besatte, hos Josty ere Pladserne op­ tagne, og i Græsset le jre r man sig om Madkurven, af hvis Indhold ogsaa Svanerne faa deres Part. Saaledes nu og saa- ledes i Fortiden om Sommeren, naa r den kongelige Fam ilie boede paa Slottet. Digteren synger:

„Hist seer jeg Søndagsfloden, Som grønne Træer indfatte, Som bølger frem i lange, tætte Gange. De Skjønne klædt paa Moden, Med Shavler og med Hatte, At gjøre Byens Sønners Hjerter trange; Jeg seer Soldater lange, Matroser korte, Borgere med Stokke, Tyklivede Madamer Og børnbehængte Ammer, De muntre Drenge-, søde Pige-Flokke, Hist selv en Fader trækker Sin Glut i Vogn til dine Blomsterhækker".

Men der gaves ogsaa mørke Punk ter i denne Livlighed. Den saakaldte „De Elskendes Høj“, der ligger i Nærheden af Kilden, hvor Vejen d reje r om lil det paa en Bakke beliggende Schweizerhus, m inder om et saadant. Dette Navn h id rø re r fra et ungt Par, som aflivede sig her, fordi Pigens Familie mod­ satte sig Forbindelsen. Og ikke faa lignende Begivenheder har den smukke Have været Vidne lil i dens ensomme Partier, men herved skulle vi nok vogte os for at dvæle.