GamleKongensKjøbenhavn

Kjøbenhavnske Originaler

370

tilsagte Livrente blev ham vel udbetalt det første Aar efter Kongens Død, men derefter reduceret til 200 Rdl. og lilsidst til 0. En Ansøgning om at faa de ved Trykningen af hans Ud­ kast til en Kriminallov udlagte Penge erstattede blev afslaaet. Han ejede, som han selv siger, ikke en Daler; hans Navn som Forfatter var borlskyllet af Tidens Strøm, og Publikum var formedelst hans Forhold til Kongen saa indtaget imod ham, at han kunde skrive, hvad han vilde, uden at blive læst. Han saa sine „Fjender i Besiddelse af Magten og sig selv Gjenstand for hele Folkets Forbitrelse og IIad.“ Saaledes skildrer han sin Situation. I en saadan Forfatning og Stemning begav han sig tilbage til sin Fødeby Maribo, hvis Gjensyn han i sine efterladte Skrifter hilser med et vemodsfuldt Digt. Men her var intet blivende Sted, og atter vendte han tilbage til Kjøben­ havn, nærmest i den Hensigt at udarbejde Christian den Ot­ tendes Historie. Hertil skulde han bruge de meget værdifulde Papirer, lian under sit Forhold til Kongen havde tilsendt denne. Han forlangte dem udleverede, men det nægtedes ham, fordi de, som det hed, vare behandlede som Makulatur og kastede i en Skarnbøtte. Denne Oplysning, der fremkom i et Blad, krænkede ham naturligvis dybt. For at faa denne vigtige Sag oplyst og bragt til Forhandling, henvendte han sig ogsaa lil Rigsdagen og flere Rigsdagsmænd, men forgæves. Oberst Tscherning svarede ham, som han fortæller, med de Ord: „De faar ikke Deres Papirer, thi man frygter for, at De dermed vil gjøre Indgreb i det gloriøse, som omgiver Christian den Ottendes Regering." Imidlertid begyndte lian atter paa sin Forfattervirksom­ hed. Struensee var hans Ideal af en Statsmand; han betrag- tedle ham som den største Reformator, Danmark havde havt at opvise, og besluttede at skrive hans og Karoline Mathildes Historie for nogenlunde at bøde paa den blodige Uretfærdig­ hed, de havde lidt. Dertil søgte han at faa Adgang til de hemme­ lige Papirer herom, som beroede i Gehejmearkivet, men det blev afslaaet. Bogen udkom og opnaaede en saa stor Udbre­ delse, at et andet Oplag var nødvendigt, men heller ikke her­ til kunde han faa de omtalte Papirer at se. Senere udgav han et Blad „Diorama“, hvis første Nunier var ledsaget af Por­ træter af Kris,tus, Rousseau og Jørgensen Jomtou, de tre største Mænd, der nogensinde havde levet. Hans eget Portræt havde følgende Underskrift: „Det er Manden, som adler sin Stand; men ikke Standen, som adler Manden.“ Iøvrigt var Bladets Indhold en underlig Blanding af ret forstandige Udtalelser og