GamleKongensKjøbenhavn

366

Kjøbenhavnske Originaler

nogle Spørgsmaal, som han besvarede med: „Det kommer an paa, om Deres kgl. Højhed taaler at høre Sandhed.“ — „Det er netop, hvad jeg ønsker,“ var Svaret. Denne Samtale havde en afgjørende Indflydelse paa hans Liv. En indre Stemme tilraabte ham: „Det er ham! han er din Pharamond, og Du er hans Ven!“ jomtou mente, at de Frøkorn, som han havde samlet paa Erfaringens Vej og for FremLiden liaabede at samle, vilde ved den ædle, oplyste og verdens- kloge Fyrstes Ilaand blive plantede og opelskede i den fædrene Jord. „Han liaabede nu, at hans Stemme ej længere skulde være en Røst i Ørken, men at hans Forslag til Forbedringer og lil Afskaffelse af Misbrug og skadelige Indretninger skulde blive ophøjede til Love.“ Han berejste derfor Landet i alle Retninger og leverede Erindsen Resultatet af sine Iagttagel­ ser. Men man søgte at afskrække ham: Fyrstegunst, mente man, var ikke at stole paa, og en Justitsraadinde sagde: „Han skal liave saadanne Folk som Dem til at stoppe i Hullerne, naar del kniber." Derhos foresvævede ham Mindet om Struensee, hvis blodbestænkte Skygge Historien fremviser som et advarende Skræmmebillede for enhver, der vil hellige sit Livs Virken til Folkets og den lidende Menneskeheds Sag. Men slige Advarsler og slige Exempler kysede ham ikke; han tænkte som saa: Den, som ikke har et Liv at vove, naar et Folks Vel og Ve lægges i hans Haand, er ikke Livet værd. Imidlertid kunde han ikke ved Siden af Varetagelsen af Statens Anliggender, der jo optog den største Del af hans Tid, ganske varetage sine egne Forretninger. Det gik gall med Skriftstøberiet, og han blev bedragen af sine Folk. Imid­ lertid var Prinds Christian bleven Konge, og det var ham en Balsam En Dag kort efter Tronbestigelsen lod Kongen ham kalde — jeg følger her Jørgensen Jomtous Fortælling — og sagde: „Sig mig 1111 , hvad ønsker De, hvad kan jeg g'jøre for Dem?“ — Svaret var: „Ingenling. Jeg er ugift, gifter mig ikke. Behøver blot Lidt og har, hvad jeg bruger.“ — „Noget maa De vel kunne ønske Dem,“ svarede Kongen, „Penge ?“ — „Nej,‘! sagde Jørgensen Jomtou. Kongen mente, at lian i alt Fald dog skulde henvende sig til Geheimeraad Adler. Det skete. Da Adler gjentog del samme Spørgsmaal som Kon­ gen, var Svaret det samme. „Men,“ vedblev Adler, „naar De nu fik et godt fedt Levebrød, saa kom Lysten til at gifte Dem nok.“ Men Jørgensen Jomtou vilde intet modtage. 1 en anden Samtale med Kongen, livori den samme Gjenstand blev drøftet, bemærkede han: „I intet andet Forhold end