GamleKongensKjøbenhavn

Gjældsfængslet, ogsaa kaldet Slutteriet

266

Naar der var mange, for hvilke Berøvelsen af Friheden ved en haardhjertet Kreditor, Hensættelsen indenfor Laas og Lukke, var en sørgelig Prøvelse, gaves der andre, som aldeles ikke følte sig ulykkelige derved. En Gjældsarrestant var jo foreløbig befriet for sine Kreditorers Paalrængenhed og følte ikke mere hin uhyggelige Gysen, som havde paatrængt sig ham hjemme, naar der, især om Mandagen — som efter gamle Rosenkildes Forsikring navnlig skal være en slem Hjem- søgelsens Dag — blev trukket i Klokken eller banket paa Døren, selv om han havde besluttet under ingen Omstændig­ heder at lukke op. Disse tilfredse Sjæle vare som oftest løse og ledige Mennesker; de havde nu foreløbig frit Logis, oven i Kjøbet „noget vist“ 0111 Ugen, og saa var det dog muligt, at en medlidende Onkel eller Tante tilsidst forbarmede sig over dem. Var der ikke en saadan Grund til Ilaab, blev maaske Kreditor ked af at give Penge ud til Unytle og lod dem løbe. Vare de svagelige, kunde de uden stor Vanskelighed faa Lov til, ledsagede af en Opsigtsbetjent, at trække frisk Luft ved en Spadseretur i det fri. Selve Fængslet var slet ikke ilde, det var rummeligt og luftigt og som oftest et bedre Lokale end deres sædvanlige Bolig. Kun Jernstængerne for Vinduerne rø­ bede, at det var et Fængsel. Tillige førtes der her, især i ældre Tid, et ret gemytligt Liv. Man modtog Besøg af Venner og Veninder eller af sine Lidelseskammerater; der blev holdt Selskaber; der var regelmæssige Spillepartier, Punschebollen dampede, og ikke sjælden hørte forbigaaende muntre Sange fra de aabne Vinduer. I „Kinafarerne“ af P. A. Heiberg pri­ ses disse Glæder i en Sang, og et ret træffende Billede af dette Liv faar man i Overskous „En Fødselsdag i Slutteriet“ :

„I et Tempel, indviet Glædens Gud — Slutteriet, Vi fra Sorger befriet Leve rask — af vor Gæld. D e n er Alt, hvad vi eje, Men den Guld kan opveje, Vi have Hus uden Leje Og Pension — hvilket Held! Saae man, hvor vi os morer, Var snart vor Fryd forbi,

Thi vore Kreditorer Gik selv i Slutteri.“

Saaledes synger den muntre Flok, som her har fundet et Asyl. Mægler Krap fortæller, hvor lykkelig han nu er. „Jeg