GamleKongensKjøbenhavn

Gjældsfængslet, ogsaa kaldet Slutteriet

263

1847 stille' være end denne. Forbryderen havde dog, naar han ikke var dømt til livsvarigt Fængsel, en vis Tid, større eller mindre, at afsone sin Straf i. En uvederhæftig Skyldner derimod kunde, som anført, holdes i Fængsel, indtil Døden befriede ham derfra, øg han var i saa Henseende aldeles prisgiven til sin Kreditors Naade. Det kosteligste Gode, et Menneskes Frihed, kunde berøves ham for bestandig, og der­ med som oftest ogsaa Midlerne til at ernære sig og sine samt mulig afgjøre den Gjæld, for hvilken han var fængslet. Noget egenlig ærekrænkende var der vel ikke forbundet med Fængsling for Gjæld, men dog gjorde der sig i den of- fenlige Mening en Anskuelse gjældende, som bevirkede, at den Person, der en Gang havde været fængslet for Gjæld, paa en vis Maade ansaas for mindre hæderlig og i ethvert Til­ fælde vanskelig kunde opnaa at faa Kredit og bringe sine forfaldne Affærer paa Fode igjen. Der syntes at klæbe en Plet ved ham, som kun efter mange Aar kunde udslettes, ja han blev næsten betragtet med mere umilde Øjne end den Mand, der ved sine forvovne Spekulationer havde styrtet mange Familier i Ulykke og efter at have erklæret sig fallit affundet sig med sine Kreditorer ved at betale en forsvin­ dende Del af sin Gjæld. Gjældsfængslet blev betragtet baade som Straf for en sve- gen Forpligtelse og som en Tvang, der skulde tilskynde til at fyldestgjøre denne. Men hvad dets straffende Egenskab angik, maa det betænkes, at der aldeles ikke sondredes mellem uær­ lige Debitorer, der havde Midler til at betale, men vilde und­ drage sig deres Forpligtelser, og saadanne, der i Virkelig­ heden manglede Midler til at betale deres Gjæld og vare bragte dertil ved uforskyldt Uheld. Og de sidstes Antal var utvivlsomt det langt overvejende. Naar man gjennemgaar det kjøbenhavnske Gjældsfængsels Annaler, vil man finde, at de alle^leste af dets Beboere have været ubemidlede Folk, Stym­ pere, der vare satte for ubetydelige Gjældsposter, for hvilke de, hvis de vare i Stand til at betale dem, næppe vilde lade sig berøve Friheden og underkaste sig den Krænkelse, der i an­ den Henseende var forbunden dermed. Men derved bortfaldt ogsaa væsenlig Gjældsfængslets Betydning som Tvangsmid­ del. I en vis Henseende kunde det maaske dog gjøre sin Virk­ ning som Tvang, nemlig for saa vidt den fængslede havde Slægt og Venner, der interesserede sig for ham. Der kan paavises mangfoldige Exempler, hvor dette Hensyn har bevirket Fængs­ lingen, foruden at det sikkert var Hovedmotivet ved Laan,