GamleKongensKjøbenhavn

Gjældsfængslet, ogsaa kaldet Slutteriet

262

Gjældsarrestanterne. Ved Konkursloven af 25de Marts 1872 § 162 blev det hidtil bestaaende Gjældsfængsel ophævet med den eneste Undtagelse, at ved Bøder i Uomssager kan Doms­ haveren fordre den dømte hensat i Fængsel, hvis han eller hans Bo ikke kan udrede Beløbet. Gjældsfængsel var hos os en meget gammel Institution og gik, saavidt vides, tilbage til Middelalderen. Hvor Kreditforhold ikke kunde støttes paa personlig Tillid, paa haandfaaet Pant eller anden Sikkerhed, mente man at kunne finde den sikrende Garanti i Debitors Udsigt til at miste sin personlige Frihed. Christian den Femtes Lov (1—24—44) indeholder en udtrykkelig Bestemmelse om, at uvederhæftige Skyldnere kunne sættes i Fængsel paa ube­ stemt Tid, og at der til deres Underhold af Kreditor skal er­ lægges et Lod Sølv ugenlig og 1/2 Lod Sølv til den, som Fængslet varer. Herved var det ikke bestemt, til hvilken Tid disse Underholdspenge skulde erlægges, og da der saaledes var givet Rum for stor Vilkaarlighed, udkom der den 18de Marts 1693 en Forordning, hvori det hedder, at for at forekomme endel Kreditorers haarde Medfart mod deres for Gjæld arre­ sterede Debitorer, som de i lang Tid i Arresten havde ladet hensidde uden at erlægge til dem den Underholdning, som Sagsøgeren skal give den fængslede, hvorved let bevirkes, at han lider Hunger og Mangel, saa bestemmes det, at naar Skyldneren har siddet sex Uger uden at modtage Underhold- ningspenge, skal han løslades og kan ikke mere arresteres for denne Gjæld. En yderligere Forandring indtraadte heri ved Kancelliplakat af 22de Decbr. 1820, der bestemmer, at Underholdnings- og Varetægtspenge skulle altid erlægges en Uge forud, og at den fængslede bliver fri, hvis det forsømmes. Iøvrigt var det overladt lil Kreditor at betale forud paa én Gang for mange eller faa Uger. Delte var jo vistnok en Begunstigelse for Gjældsfangerne, men dog af ringe Betydning, thi den Kreditor, som havde til Hensigt at holde sin Debitor i Fængsel, forsømte sikkert ikke at erlægge Underholdspengene i rette Tid; undlod han del, skete det vistnok i den Hensigt at lade den fængslede løbe. Men i del hele taget var Gjældsfængslet en barbarisk Insti­ tution. Man betænke, at enhver Person, Mand eller Kvinde, kunde miste sin Frihed for hele sit Liv for nok saa lille en Sum, der skyldtes en haardhjertet Kreditor, og selv om Debitor i Mellemtiden erklærede sig fallit, gjorde det ikke nogen Forandring deri. En Debitor blev derved stillet i Række med en almindelig Forbryder, ja var i en vis Henseende indtil