GamleKongensKjøbenhavn

221

Det forsvundne Kjøbenhavns Borgervæbning

det samme Hædersnavn som dine Forfædre. Stolt og glad skal Du leve for Danmarks Held, stolt og glad skal Du dø for Danmarks Hæder! Paa Danmarks Trone sidder en Konge, elsket og velsignet af alle sine Undersaatter, agtet og æret over hele den vide Jord, 0111 lians Sølverlok snoer sig Kro­ nens gyldne Buer, men Troskabs klare Perle er Kronens skjønneste Pryd! den skal aldrig jt'aae Pletter; lad os paa Fre­ dens Dag stedse virke til vort eget og Medborgeres Vel og Glæde — men bestiger en ,Gang Tvedragt og Vold vore grønne Strandbredder, da — da griber vi Sværdet, da stille vi os om vor elskede Konge, Frederik den Eiegode, og juble: „Fader, før o s !--- før os til Seir eller til en hæderfuld Død!“ Og har Du fremstammet denne Bøn, da maa Kraftens Sene svulme i din Arm, da maa Du føle Villien i Dig, at vorde en Kæmpe, en Troskabshelt for din Konge og dit Land. „Du Axelstadens rødklædte Borger! jeg har sjunget din Hæder — uden at ændse Klaffer — jeg har ført dit Banner, det har flagret over mit Hoved, vel kun paa Fredens Dag, men kalder Pligten, Du skal ei se mig svigte; Du vilde der­ for venligen modtage disse faa Blade! „Saa rækker jeg ,da Haanden til Afsked; jeg har talt flere end en ædel Ven blandt Minervas Sønner, jeg har glædet mig saa tidt i de røde og grønne Skarer, og mit eneste Haab, min eneste Trøst er, at naar ogsaa en Gang Gravens Ro om­ svæver mig, Borgeren da vil sige: „Der slog dog et danskt, et ærligt Hjerte i hans Bryst!" Danmarks Borgere! stedse være dit Valgsprog: Trods den uimodstaaelige Komik, der ligger i denne skru­ ede Svulst, er der dog noget næsten rørende, noget sympathe- tisk i den naive ^Begejstring, som Garbrecht gav sig hen til. Især naar man tager Datidens Smagsretning i Betragtning, er det ogsaa godt at forstaa, at deslige Udgydelser faldt i manges Smag, og at derfor Borgervæbningens Menige fandt dem over- inaade hjertelige og smukke. Men .alligevel maatte Garbrecht, som han ogsaa i det ovenfor .anførte antyder, døje ikke saa lidt af en skaanselsløs Kritiks Anfægtelser. Især var „Kjø- benhavnsposten“ slem mod liam. Navnlig gik det ud over hans Sange for Borgervæbningen, som han udgav i en egen Til Gud min Sjæl, For Kongen at dø, Og Hæder og Held Om Stad og om 0 .“ —