GamleKongensKjøbenhavn

Over Kulisserne, bag Kulisserne og foran Kulisserne

194

maa De schweige, for nu begynder strax Komedien, og De maa ikke forstyrre de andre i deres Fornaielse." „Hvad skal vi se i Aften ?“ spørger den sidst ankomne tykke Madame sin Naboerske lil højre. „I Morges skulde de ha’ Elverhøj, saa i Middags „Den Stundesløse", og saa hørte jeg paa Trappen herop, at Stykket igjen var forandret." — „Er det forandret?“ siger den flotte unge Pige, „Gudskelov — Holberg er saa ækel simpel. Hører Du, Peter,“ raaber hun til Slagtersvenden, „de faa ikke „Den Stundesløse“.“ — „Mig er det det samme, bare det er noget, man kan grine af," svarer Slagtersvenden. Studenten med Brillerne blander sig i Samtalen og siger: „Det kan De ogsaa konnne til, for De skal se „Matrosen", der er saa rørende, at man baade maa le og græde derover, og saa „Eventyret i Rosenborg Have“ — De ved nok med Jordemoderen." — Madamen paa første Bænk har opsnappet det sidste Ord, hun vender sig for­ nærmet om og spørger Studenten, om det er hende, han sigter til. Hun fortjener sit Brød paa en honnet Maade og kommer i de agtbareste II use. Hun bryder sig ikke om, hvad saadan en Grønskolling med eller uden Briller siger, han kan passe sig selv, og hvis han tror sig for fornem til jat være i Loge med en Jordemoder, kan han gaa hjem og læse paa sin Lektie, for det kan han nok trænge til. Jordemoderen faar nu ogsaa Assistance af Sømanden. Han har hørt, at man har talt 0111 „Matrosen", og dermed kan kun være ment ham. Han vender sig da til Studenten og siger, idet han viser sin knyttede Næve: „Hør, gode Ven! Den er for slem den! Matros, siger De, ja, jeg er Matros — og jeg kan være det bekjendt — men alligevel skal De lade være at sige Ma­ tros, og naar De siger det en Gang endnu, min Fa’er, saa skal jeg saadan kalfatre Deres Glugger, min unge Ven, at De skal nok lade være at se syv Mile i taaget Vejr." —• Studenten, som er bleven ængstelig, vil nu forklare, at han kun har ment Stykkerne, men slet ikke har hentydet til nogen Moders Sjæl i det hæderlige Selskab, men Sømanden stopper Munden paa ham med de Ord: „Hold Kaien i, Student, ellers vanker der Smør." Ilvad enten nu Studenten har hørt, at der skal gives „Ma­ trosen" og „Eventyret i Rosenborg Have", eller han virkelig har søgt at gjøre sig lidt lystig paa de tilstedeværendes Be­ kostning — da nu Tæppet gaar op, viser det sig, at det hver­ ken er del ene eller det andet af de Stykker, der skal gives. Det er Ilertzs „Sparekassen", der maa tjene som Nødstykke.