GamleKongensKjøbenhavn

Over Kulisserne, bag Kulisserne og foran Kulisserne

18G

nen og bemærkede da til en anden Skuespiller, at det havde i høj Grad forbavset ham at finde udpræget Eftertanke hos en Flue. „Da jeg i Morges laa vaagen i min Seng,“ fortalte han, „fik jeg Øje paa en Loppe og en Flue, der havde taget Plads paa min' Sengehest. De betragtede hinanden nøje. Pludselig gav Loppen et akrobatisk Spring, og borte var den. Forbavset blev Fluen staaende og stirrede efter den forsvundne, men pludselig gav den sig til at kile afsted langs Sengehesten, ved hvis Ende den standsede, ganske vist for at se efter Loppen. Sikken en Eftertanke — hvem skulde tro det 0111 en Flue!“ Foersom var rig paa pudsige Historier, som han næsten altid selv havde oplevet, men for Evangelier skulde man ikke tage dem. Især excellerede lian i Jagthistorier; det var ct Gebet, livor hans levende Fantasi var meget virksom, og des­ lige Historier fortalte han saa ofte, at han selv troede paa dem. Ved en Jagt hos en Godsejer havde han saaledes med et eneste Skud — del var rigtignok med Hagl, men Ræveliagl — skudt et Krondyr og fire Agerhøns paa én Gang, og det mærkeligste derved var, at en Tredækker — en Karl saa stor som en lille And — i det samme kom dumpende ned fra Spidsen af et Træ — „den var Gud forb— mig rammet af det samme Skud.“ — Ved et Middagsselskab blev der opvartet med Svinesteg. Den blev funden udmærket. Foersom istemte, men fandt den alligevel ikke saa god som den, han havde spist hos Holsten paa Hvidkilde. „Jeg skal sige Dem, hans Svin er fra Ursko­ vene, og ser De, i disse Urskove er der Urhøns, som De jo nok kjender. Disse Urliøns er inogle skrækkelige Fraadsere, og 0111 Aftenen, naar de er rigtig mætte, saa falder de ned fra Træerne, og saa æder Svinene dem — ja Gu’ gjør de saa — og deraf den udmærkede Smag. “—„Men æder da Svinene demmed Hud og Haar?“ spurgte en tilstedeværende. — „Nej, Gud be­ vares, kjæreste Ven, Svinene faar en saa vidunderlig Færdig­ hed i at snappe dem, at de plukker dem lige med det samme.“ — En Aften var lian med et Par gode Venner paa Vesterbros Theater for at se en Taskenspiller. Manden gjorde sine Ting godt og vakte Beundring ved sin Behændighed. „Det var dog ikke noget mod en Troldmand, jeg engang saa i Odense,“ sagde Foersom. „Hvad gjorde han da?“ blev der spurgt. „Jo, ser I, jeg og to andre, vi blev kaldte op til ham paa Skue­ pladsen. Vi havde hver Ulir og Uhrkjæde paa os. Saa sagde han, vi skulde lukke Frakken, og saa focr han med sin Trylle­ stav over Maven paa os, og saa lukkede vi Frakken op, og saa var Ulir og Uhrkjæde forsvunden — hvad siger I lil