GamleKongensKjøbenhavn

Over Kulisserne, bag Kulisserne og foran Kulisserne

185

Holst) Skuespillerinder af betydeligt Talent, og i Skuespillet, Lystspillet og Vaudevillen vare Mad. Liebe, Mad. Kongsted, Mad. Winsløv, Mad. Andersen, Jfr. Brenøe og Jfr. Jørgensen fortræffelige. Senere kom Jfr. Pætges (Fru Heiberg) og Jfr. Kyge til, og det kan vel siges, at Damepersonalet da frembød saa udmærkede Kræfter til næsten alle Arter af det recite­ rende Skuespil, at ikke nogen anden Periode i Theatrets Hi­ storie har kunnet opvise Magen, 0111 der end har været Tider, hvor der ogsaa har været fortrinlige Talenter til Theatrets Kaadighed, men dog aldrig saa mange eller saa gjennemgaa- ende ypperlige som dengang. Ved at samle Stoffet til nærværende rhapsodiske Skildringer er jeg stødt paa nogle Anekdoter,- for hvilke jeg i det fore- gaaende ikke har kunnet finde passende Anvendelse, men som ere for karakteristiske og morsomme, til al de ikke bør finde en Plads her, især da del kan antages, at de ere ube- kjendte for de fleste af Læserne. At faa Folk lil at le have mange Skuespillere ikke blot Evne til paa Theatret, men og­ saa udenfor samme ved pudsige eller vittige Indfald og ved lystige Anekdoter. Men herved maa dog bemærkes, at des­ lige tage sig sjældent saa snurrige ud paa Tryk eller i andres Mund som i deres egen, tlii ogsaa derved er Foredraget og det Lune, hvormed det krydres, bestemmende for Virkningen. Man ved jo, at en morsom Historie eller Anekdote tager sig meget forskjellig ud efter den Maade, hvorpaa den fortælles; hos den ene bliver den pudsig og slaaende, hos den anden flad og virkningsløs. I Rosenkildes Levnet af P. Hansen og senere i en Artikel af Nikolai Bøgh i „Ude og Hjemme" fortælles ikke faa karak­ teristiske Anekdoter 0111 denne ligesaa elskværdige som origi­ nalt udprægede Personlighed. Blandt disse har jeg dog ikke fundet efterslaaende, for hvis Paalidelighed jeg kan indestaa. Rosenkilde levede, som bekjendt, i temmelig knebne Omstæn­ digheder. Han vilde gjerne betale, men hans Evne svarede ikke altid lil Viljen. En Dag, da han var i Bad paa Ryssen- sten og gottede sig med at svømme, kom der ham pludselig en Mand i Møde, som, trædende Vande, meldte sig som hans Skrædder og spurgte ham, naar han tænkte paa at afgjøre sin Regning. „Det gjør mig meget ondt, Fa’r,“ svarede Rosen­ kilde, gjørende nogle Tag med Arme og Ben, „De maa give Tid, Fa’r, for 1111 har jeg virkelig ingen Penge hos mig.“ — Det var en stor Fornøjelse for Rosenkilde at betragte Dyrs, især Insekters Væsen og Færden. En Dag kom han paa Sce