GamleKongensKjøbenhavn

Over Kulisserne, bag Kulisserne og foran Kulisserne

182

Fod paa Scenen. Aarsagen hertil maa atter søges i en vis Ufordragelighed, der var ham egen, og som vel for en Del havde sin Kod i den Tro, at lian var tilsidesat og miskjendt. Ikke sjældent havde lian Sammenstød med Direktionen, og det var engang ikke langt fra, at han var bleven afskediget. Men i 1821, da Coliin var indtraadt i Bestyrelsen, kom der en heldig Vending i hans Forhold og Stilling ved Theatret. Coliin havde med sit skarpe Øje for kunstneriske Evner snart op­ daget, hvad der boede hos ham, og medens han i mundtlig Samtale ikke lod det fattes paa Opmuntring, viste han sig i Gjerningen som hans Beskytter. Han forskaffede ham ikke blot en Gageforhøjelse, men ogsaa en forøget Virksomhed i de Rollefag, som nærmest laa for liam. Disse Fag vare stærkt udprægede Karakterer, saavel komiske som alvorlige, hvilke han i Keglen formede lil sande Mesterstykker af scenisk Kunst. Mørke Roller som f. Ex. Knud Sortebroder i „Axel og Val­ borg" eller Pipin i „Karl den Store", Karakterskildringer som Tartuffe, ædle Billeder som Jøden Schewa, komiske Figurer som Zierlicli i „Aprilsnarrene", Klister i „De Uadskillelige", Charles Tang i „Flyttedagen", Josef Golz i „Østergade og Ve­ stergade" vare prægede af lige stor Fuldkommenhed og ud­ øvede uimodstaaelig Virkning. Alt var fint udarbejdet i de mindste Enkeltheder og vidnede ligesaa meget 0111 en anstræn- gende Flid som 0111 Genialitet i Opfattelsen. E 11 af hans største Triumfer, men desværre hans sidste, var hans Udførelse af Delavignes Ludvig den Ellevte. Allerede nogen Tid i Forvejen vare hans Kræfter stærkt svækkede ved store aandelige og legemlige Anstrængelser; men ikke desto mindre gav lian sig i Færd med denne gigantiske Rolle og indstuderede den med utrolig Omhu. Han havde l'aaet den i Sommeren 1833, og den beskæftigede idelig hans Sind og hans Tanker. Stykket var bestemt til at opføres i den paa- l'ølgende Sæson, men hans tiltagende Svaghed forhindrede ham gjentagne Gange fra at spille den. Endelig, uagtet lian mærkede, at det stundede til Ende med ham, mandede han sig op til at spille den. Det skete den 18. Marts 1834. Syg og meget afkræftet kom han paa Theatret, og endnu nogle Øje­ blikke, før han traadte frem, ytrede han, at det maaske ikke vilde være ham muligt at spille Rollen til Ende. Personalel, som vidste, hvor lidende lian var — fortæller Overskou — imødesaa denne Forestilling med slor Ængstelighed. 1 anden Akt træder Kongen ind. Winsløv stod forstemt, kraftesløs og urolig i Kulissen; hans Stikreplik kom, og paa én Gang syn