GamleKongensKjøbenhavn

Over Kulisserne, bag Kulisserne og foran Kulisserne

180

„Det er en syvsljcrnet Sol, som skal bruges lil „Tryllefløjten",“ svarede Holstein. — „Ja saa! Ilvad mon Torveprisen er paa den Slags Artikler?" sagde Lindgreen tørt. — „Hr. Lind- green, jeg maa frabede mig Deres Vittigheder. De maa huske paa, hvem jeg er. Det gaar snart for vidt med Dem. Det er nok bedst, at vi to skilles." — „Saa? .Jeg kan dog aldrig tro, at Deres Excellence saa snart vil tage Deres Afsked." — Al han boldt meget af et godt Glas Vin, og at han var en stadig Gjæst paa Hagens Kjælder, hvorfra han undertiden indfandt sig paa Theatret i en temmelig omtaaget Tilstand, er bekjendt nok. Delte forhindrede dog ikke, at han fra det Øjeblik, han be- traadte Scenen, var ganske sig selv og spillede ypperlig. En Formiddag, kort før en Prøve skulde begynde, hvori han dog ikke skulde deltage, sad han afsides ved et Bord paa Kjælderen med el Glas Vin foran sig. Del var en bitterlig kold Vinterdag. To unge Theaterelever følle Trang lil at faa sig et Glas, de kom ned lil Vintapperen, og uden at se Lindgreen bestilte de to store Glas Portvin. Ligesom de vilde lil at nyde Vinen, tik de Øje paa Lindgreen, og af Frygt for en Revselse for den Fri­ hed, de havde taget sig, undskyldte de deres Nærværelse paa Kjælderen med, at de frøs, og al de havde følt stærk Trang til nogel al varme sig ved. „Aa," svarede Lindgreen, „I blive nok varme, naar I komme paa Prøven. Del klæder ikke unge Mennesker at gaa paa Vinkjælderen." — „Men vi have allerede betalt Vinen," bemærkede de noget forknyl. — „Gjør intet til Sagen; gaa I bare over paa Prøven, Børn. Jeg skal nok drikke Vinen." K a r l W in s lø v hørte til en yngre Generation end de tre forhen omtalte store dramaliske Kunstnere, og disse vare og­ saa allerede næsten Veteraner ved Theatret,. da han 1816 blev ansal derved. Men desuagtet svang han sig op lil næsten at blive dem sideordnet, og naar man i Aarene tyve, altsaa kun faa Aar efter at han var bleven Skuespiller, nævnede dem, der ved Genialitet eller fremragende Talent kunde betragtes som Theatrets Støtter, var Karl Winsløv blandt disse. Ikke desto mindre hørte han ikke lil dem, der som Ryge og senere i en vis Henseende Nielsen slrax togPublikum ligesommed Storm ved al fremtræde enten næsten som helstøbt Kunstner eller i alt Fald med saadanne Evner og Anlæg, der røbede et ual­ mindeligt Talent. I den første Tid stod han, som del hedder i Theatersproget, i Stampe som Elev i den dramatiske Skole. Han fik mindre Roller, der ikke laa for ham. Man havde i det hele taget ikke store Tanker 0111 hans Evner, og hos ham