GamleKongensKjøbenhavn

Over Kulisserne, bag Kulisserne og foran Kulisserne

173

landsrejsé; hvorved han spillede paa Lyske Theatre, kom han lil Hamborg, hvor han havde eL Kreditiv paa Jåniscli. Den liamborgske Magnal modtog ham med en stiv Kompliment, og da Ryge med stolt Selvfølelse l'ortalte ham, hvem han var: „Dr. Ryge, erster Schauspieler beim kgl. Hofthealer in Kopen- hagen“, og samtidig rakte ham sit Kreditiv, svarede Jånisch uden at fortrække en Mine: „Schad’ niclit, wird doch hono- rirt.“ Om hans Enthusiasme for Tlieatret giver det Svar et Begreb, som han gav Kongens Livlæge, Dr. Brandes, da denne engang sagde lil ham: „Ved De vel, al De kunde være bleven en udmærket Læge, hvis De fremdeles liavde dyrket Deres Videnskab." Ryge svarede: „Der er nok, der slaa Folk ihjel; ved l)e vel, at jeg hellere vilde være Statist ved Theatrel end den mest udmærkede Læge!“ Oehlenschlåger og Ryge spad­ serede en dejlig Foraarsdag i Frederiksberg Have og samtalede om el af førstnævntes Stykker. LIagtet Samtalen i høj Grad interesserede Oehlenschlåger, vilde han dog ogsaa lienlede Ryges Opmærksomhed paa de skjønne Omgivelser, den her­ lige Natur. Men han værdigede ikke Flora et eneste Blik af lutter Forelskelse i Melpomene, og da Oehlenschlåger spurgte ham: „Men glæder da ikke ogsaa Naturen Dem?“ svarede han: „Nej F. g. m. gjør den ikke! Lad os nu lale om Kun­ sten igjen.“ F ry den d a li 1var som ganske ungt Menneske paa Ilerreds- fogedkonlorel i Roskilde for at uddanne sig i det juridiske, Fag. Det blev han kjed af og søgte Ansættelse ved Tlieatret. Han blev antaget i 1780, men denne Bane var i Begyndelsen en stor Skuffelse for ham. Det komiske Fag, som han følte sig anlagt for, var dengang besat med mange betydelige Kunst­ nere som Sc'hwartz, Gjelstrup, Kenip og Bech, og han blev derfor anvendt i mindre Elskerroller, hvilke han kun lidet passede for, saavel som ogsaa i Syngespillet, da han havde en smuk Basstemme. Det var først i 1795, at han kom lil at op­ træde i en betydelig komisk Rolle, nemlig som Stødvel i „Apo- thekcren og Doktoren“, men den, hvori han især viste sig som en mesterlig Skuespiller i det komiske Fag, var Gerontes i „Skatten“, som han første Gang spillede i 1804. Fra den Tid var han hos Publikum anset for en af Skuepladsens første Kunstnere og blev dets Yndling indlil sin Død i 1835. Faa Skuespillere have været rigere begavet af Naturen. Hans Ho­ ved var meget smukt, Ansigtets Profil ædel, dets kraftige Træk saa let bevægelige og i den Grad i hans Magi, at han lige stærkt kunde udtrykke dyb Enfoldighed som svedent