GamleKongensKjøbenhavn

Over Kulisserne, bag Kulisserne og foran Kulisserne

172

Montanus", KOrfitz i „Barselstuen“, Sall i „Sovedrikken", Goldkalb i „Kong Salomon og Jørgen Hattemager1, Golz i „Østergade og Vestergade" og i mange andre komiske Roller var lian uovertræffelig, og de Typer, lian har skabt, ere og­ saa fuldstændig blevne optagne af hans nærmeste Efterføl­ gere. Alt vidnede om et indgaaende Studium af Karakteren, og der er næppe nogen Skuespiller, der i højere Grad end Ryge forstod at udarbejde en Rolle j dens mindste Enkelt­ heder og tillige at give den en kraftfuld Kolorit ved ganske at gaa op i den. Selv i Syngespillet kunde han gjøre Fyldest, han havde en smuk Barytonstemme, hvis stærke Klang han vidste at moderere og give et virksomt dramatisk Udtryk. Han var altid korrekt i sin Memorering, og hans Rollesikker­ hed i Ordets mest udstrakte Betydning var næsten enestaa- ende. Selv i ældre Alder kan det næppe paavises, at han fej­ lede; naturligvis var han derved en ypperlig Stolte for sine Medspillende. Ryge lod sig undertiden i overstrømmende Lune forlede til Improvisationer, livis Pudsighed var en Undskyldning for den Frihed, han herved tog sig. Saaledes fortalte han som Saft ajtid en eller anden morsom Historie om de Skælmerier, som Rose havde drevet med ham, hvorledes hun havde lokket ham op i Hønsehuset, og hvorledes han da var bleven over­ faldet af den store Hane o. desl. Ogsaa som Goldkalb slog han ikke sjælden Gjækken løs. Da en Syngemester var rejst udenlands med en Sangerinde, fortalte han, al han blandt sine Spekulationer ogsaa havde havt den at rejse omkring med Sangfugle, men at det var gaaet galt, idet de havde lagl Æg og faaet Unger — en Hentydning, som naturligvis vakte stor­ mende Latter, men som tildrog ham en streng Reprimande af Direktionen. Han kunde være meget gemytlig og jovial, naar han, som han selv udtrykte sig, befandt sig under sit Ge­ myts Middeltemperatur, og han kunde da fortælle en Mængde snurrige Anekdoter, især i det Plattyske, som han talte med stor Færdighed. I Omgangen med sine Kunstfæller var hans Væsen ret godmodigt, men undertiden ogsaa opfarende pg bistert, naar han mødte Modsigelse, og der var ikke sjæklen slemme Konflikter. Det var saaledes en Gang nær kommet lil en Duel mellem ham og Jlolst, hvem han haardt havde fornærmet. Han var overhoved ikke lidet bydende og stolt, hvor han som Kunstner eller Økonomi-Inspektør troede at burde hævde sin Anseelse. En Gang mødte der ham derved en Ydmygelse, som han aldrig kunde glemme. Paa en Uden-