GamleKongensKjøbenhavn

En Tur til Skoven i gamle Dage

119

om en italiensk Syngeinester, der paa en Tur gjennem Skovs­ hoved nær var bleven rendl omkuld af „en lille Flæsk“. Vi skimte nu tie hvide Telte .mellem de grønne Trær i Char-' lottenlund, vi høre Kastels jægernes Hornmusik under det store Egetræ; vi svinge nu ind ad Indkjørselen, og i en Fart ere vi ved Grøndals, hvor vi skulle spise til Aften. Her paa Højen er el prægtigt Bord ledigt. Det var kjønt af de Folk, at de rejste sig ved vor Ankomst. Nu op med Varerne, Mutter! Vi ile til Vognen for al hente al Ting, vi ase og slæbe, og vi gjøre det gjerne, thi Lønnen er vis. Vi ere allesammen sultne, Maden skal smage! Saa skulle vi i Skovløberhuset have kogt Vand til Punschen. Medens de dække Bordet, følge vi med Studenten hen til Gyngen, for at vi ogsaa kunne faa en Tur. Hvor den flyver højt op over Musiken fra Dandsepladsen. Gyngefolkene spørge, om vi kunne se „lvjøge Høns“. Men nu tilbage til Højen. Hvor Bordet er sirlig dækket — der er kun Levninger, men hvilke Levninger! Nu er Punschen til­ lavet, og der er skjænket i Glassene. Saa en Sang, Hr. Stu­ dent, De maa synge for, og vi andre sekundere. Lad os faa: „Duftende Enge og kornrige Vange“, den kan vi alle. — Og vi synge allesammen, og vore Stemmer tage sig smukt ud i den rolige Aftenstund, og nedenfor Højen standser man for at lytte, Men nu lyder Dandsemusiken saa fristende. Studenten tager sin Kjæreste, jeg tager Jane, og vi faa os en lystig Svingom, ikke paa Dandsepladsen, for det er ikke rigtig pænt, men i Haven mellem Bænkene. Ogsaa Fader og Moder smittes af Dandselystigheden, de forsøge at komme i Trit, og det gaar nok saa godt. Hvem skulde tro, al Fader kan dandse saa flinkt endnu, om Moder havde vi vidst det længe. Bedste­ moder sidder og ser lil. IIun tænker inaaske paa sin Ungdom, da hun ogsaa dandsede her ved Gyldenlund, for det hed ikke Charlollenlund dengang. Det var under Struensee, fra hvilken Tid hun ved al fortælle saa mange Historier. Men Klokken er henved elleve — Gud! hvor dog Dagen er gaaet hurtig, altfor hurtig, tænke vi Børn! Nu maa vi lijem. Hans Polisk skal spænde for. „Men først et Glas paa Fald- rebet,“ siger Fader. „Ikke sandt, Børn, det var en rigtig rar Dag. Lad os haabe til Gud, at vi til næsle Aar ligesaa raske og ligesaa vel lil Mode maa komme i Skoven igjen.“ Derpaa klinkes der — og vi istemme et skingrende Hurra. Hans Polisk har nogen Vanskelighed ved at lægge Tøjet paa Hestene. Dette i Forbindelse med lidt lallende i hans