GamleKongensKjøbenhavn

117

En Tur til Skovén i gamle Dage

„Op og ned! Necl og op!

Ved Blomsterbed Over Egens Top, Under Spil og Klang Vore Stole gaa, Med Tonernes Gang Hinanden bagefter

Af alle Kræfter Uden at naa.“

Nu afsted! Men først hen til Kilden, hen lil Kirsten Piil — nær havde vi glemt det. At komme i Dyrehaven uden at gjæste K ild e n , Kirsten Piils Kilde, er omtrent det samme som at være i Rom uden at se Paven. Vi kunne ogsaa trænge lil lidt Forfriskning efter den Ilede og Sløv, vi havde døjet paa Bakken. Men først rnaa en af os hen lil Vognen for at hente en bevidst Flaske med lidt Styrkende i, thi sikkert er det noget fortræffeligt Vand fra denne Kirsten Piils Kilde, men dels lægende Kraft er forsvunden i Aarenes Løb, og derfor er det, som Fader mener, fornødent at bøde derpaa ved en Til­ sætning af nogle kraftige Draaber, der tillige kunne betage Vandet lidl af dets flove Smag. Studenten rækker Lise Pe­ tersen et (ilas, og medens han tager hende om Livet, syn­ ger lian med Kaiser:

„Gid hun leve, den Nymfe, til Elskendes Held, Hun som Hjerter forener ved sprudlende VældJ

Kirsten Piil 0 dit Smil 1 clet klare Krystal Min Lykke bebude mig skal!“

Vi begive os hen lil Vognen. „Men Død og Plage!“ siger Fader. „Madam Pætges Telt — der er det jo — det var en Skam, om jeg ikke hilsle paa min gamle Veninde. Der staar hun jo i Indgangen til Teltet. Det kan gjøres i en Fart.“ Der er nu en Gjenkjendelse og en Omfavnelse. Vi se med en vis Ærefrygt og Beundring op til den høje Kone med de karak­ teristiske, skarpe Ansigtstræk og de spillende Øjne. Thi for­ uden sit eget velfortjente Renommé som en af Byens og Dyre­ havens Notabiliteter i Beværtningsfaget har hun ogsaa sin Datters Navn at prange med, der allerede er i alle Folks Munde. Nu kjøre vi igjen. Aftenen nærmer sig. Rask igjennem Sko­ ven ad Klampenborg til. Fader mener, at hvis del ikke var