GamleKongensKjøbenhavn

En Tur til Skoven i gamle Dage

115

blaa Besætning, med spanske Baretter paa de tykke Flæt- ninger, med det rødeste Karmin paa Kinderne; Herrerne i spanske Ridderdragter og med drabelige Sværd ved Siden. Det er Foureaux’s Beriderselskab, Personalets ypperste, der vise sig, medens Bajazzoen oppe paa Træbalkonen støder i Trompeten, slaar Kulbøtter og alt imellem brøler: „Spatzieren Sie lierein, meine Herren und Damen — Entrez s il vous plait!“ Ak, livem der turde! men det overskrider Faders Budget, og vi maa lade os nøje med her at beundre, hvad der kan lade sig beundre gratis. Maaske Voxkabinettet, hvad mener Du, Fader; det maa være herligt at se! Frederik den Store! Schinderhannes og Sand, der myrdede lvotzebue, Ah Pascha fra Janina og mange andre berømte og berygtede Personer. Fader mener, at det er morsommere at betragte de malede Billeder udenfor end Voxfigurerne indenfor. Han har ogsaa en svag Mistanke om en mærkelig Matamorfose med disse Billeder. Han tror, at de forvandles og omklædes efter Tidens Tarv, og at de, som ifjor var Pichegru og William Pi tt, iaar ere Scliinderhannes og Sultanen af Marokko. Studenten mener, al der maaske ligger en dyb Ironi deri. Ah, der have vi et Menageri! Sikke Kæmpeslanger, sikke Løver — og saa Tigeren der, som gjør sig tilgode med en kulsort Neger — alt med de brillantesle Farver og i de kolos- saleste Former fremstillede paa Lærredet. Atter gjøre vi Fader et Spørgsmaalstegn, idet vi lægge (Ilovedet paa Siden og se bedende op til ham. Men han er fast i sin Beslutning, og han støtter den ogsaa paa gyldige Grunde, sigende: „Børn! 1 det Menageri er der ikke en eneste af de Ting, 1 se der paa Billedet. Det er Øjenforblændelse det hele.“ Lidt forknytte gaa vi videre, indtil vi alter muntres af Manden, der æder Blaar og deraf producerer lid og Røg og en Masse røde og hvide Baand. Det er el fast Inventarium paa Bakken, denne Blaaræder, der senere har faaet Tilnavnet Rundebrødsmanden efter sine mægtige Pjerrotknapper. Han er iøvrigt Direktør for et Kunstnersamfund, der trods sin temmelig pjaltede Kostumering præsterer ypperlige Prøver paa Lemmeforvridning. Men hvad er alt dette mod den stærke Jomfru, der vises frem i Nærheden? Hun, der bærer to stærke Mænd i sit Haar og lader sig træde paa Maven af fire dito. Del sidste skal for hende vare en megel sund Fordøjelses­ proces. Men der er jo de hollandske, de ægte hollandske Vaffei­ s’