GamleKongensKjøbenhavn

112

En Tur til Skoven i gamle Dage

der er ligesaa gammel som han, over de Halvfjerds, stryger Violinen, synger han:

„Jetzt ist der Doctor da! Mit Pulvel; und mit Pillen, Vertreibt dem Mensch’ die Grillen! — Juehhei, aha! Jetzt ist der Doctor da!“

Han er i rigtig godt Humør, thi igaar var Kongen, gamle Frederik den Sjette, paa Bakken, som han aldrig forsømte noget Aar, og heller ikke forsømte han at se til den gamle Fyr under Træet, at høre paa hans Sange og at stikke en Femdalerseddel til ham. Det var det sidste Aar, den gamle Mand sad under Træet, og ved hans Hedenfart kvad dets Dryade:

Hen over Løvet gik en Vind Alt i de grønne Kroner, — Den suste med vemodigt Sind: „Jeg klappede saa tit hans Kind, Og legte med hans Toner."

Og Fuglen sang i Løvets Bur Sin Sorg foruden Noder:

„Ak! bjrgger han bag Gravens Mur?! Han sang saa smukt i Guds Natur — Han var min egen Broder!“ — Og Mennesket ved Bøgens Fod Udbrød med dæmpet Stemme: „Ak! Øxen laa ved Træets Bod — Han sang til Hjertet Trøst og Mod: Det skal vi aldrig glemme!“ Ham Alle mindes — glad og fri Han kvad i Aftenrøden. Jeg staaer forladt ved Skovens Sti: De Andre gaa mig koldt forbi — Han blev mig tro til Døden. Han sang saa lysteligt engang; Hid Ung og Gammel ilte 1 Skyggen af mit Bladehang Og lytted’ til den muntre Sang, Mens hvert et Øie smMte. Jeg stolt min Hovedkrone bar, Og bredte den til Skygge: Mit Træ jo Skovens første var, — Her kom de alle, Par ved Par, — Her maatte Glæden bygge.