GAHagemannsKollegium_1909-1918

V INTERH ISTOR IE

16

gammel nu, dit Livs fyrretyve År og de fleste af mine fyrre, det må jo nu være din Alder. Er du snart firs, Mor, har du i seksogtredive År været borte fra din Søn? Ak, alle de År, da jeg havde dig så bitterligt behov. Min grå Barndom, min Ungdom af Ild og Anger og Arbejde, var du da i det mørke Land, kunde du aldrig komme før nu? Du siger ingenting, ser kun på mig som om du vil se ind i mig, hvor­ for du er kommet i Aften. Jo nu husker jeg det, nu svinder Tågerne, nu bliver det klart altsammen og så svært og så let. D e r f o r altså. Alle mine Drømme i Aften, alle Løfter om Forbedring, alle gode Forsætter, de skal nu aldrig blive til noget, det skal visne altsam­ men som mine Blomster vil visne i Nat, fordi ingen skal flytte dem af Vin­ duerne før Frosten kommer ind. Også er det da min D ø d s n a t i Nat. Sådan, ja, sådan! Min Hustru og mine Drenge skal jeg ikke se mere, min Gerning skal ikke blive gjort, ikke af mig. — Ja nu ser du, Mor, at jeg har forstået dig, der kommer som en Anelse af et Smil i dine Øjne, Åh ja, det er vel heller ikke så svært; skal det blive godt at sove hos dig, Mor, bitterlig koldt og sig til Hvile i en Snedrive, når man er dødelig træt og der er Mile af Sne til det nærmeste Hus; for jeg er jo træt, Mor, vil du gemme mig? bort fra mit Tungsind og mit Mismod; skal jeg glemme alle tunge Tanker i dit Skød, skal jeg igen blive et ufødt Barn, et lille dødt Foster i dit isnende Moder­ liv? Knæler jeg for dig, Mor, er det dine Arme, der tynger og kærtegner ned over mit Hoved og min Hals? Jeg kan ikke ånde, Mor, du tager så fast, ja men så blødt alligevel, åh Mor! Nu blev Månen borte, mit Livs sidste Lys, den kolde, kolde Måne, der sender mere Kulde over Jorden. Åh, nu stivfryser vist mit Hjerte, alting bliver så koldt, at det næsten føles som Ild, Mor, nu kommer jeg, Mor! — Min Drøm er så ikke længere. — Men der bliver endnu tilbage for mig at fortælle om en Samtale, som — i det mindste for mig selv — udfylder og afslutter min Drøm, andre får så tænke, hvad de vil. Nogle Uger senere sad jeg en Aften silde oppe hos en svensk Ven, en Læge, som var herovre på Studierejse. Vi var blevet siddende langt ud på Natten, vi talte så godt sammen, og Cigargløderne havde lyst i det halvmørke Værelse som et lydløst Akkompagnement til en Samtale, der efterhånden havde drejet sig om snart sagt alt muligt. Tilsidst var vi kommet til at tale om de to Emner, som Mænd vel altid slutter med, når det er ledet langt ud på Natten: Kvinder og Døden. Min Ven sagde da: har du nogensinde hørt tale om det, der hedder arve­ ligt Selvmord? Denne underlige, mystiske Magt, som tvinger Mennesker til, Slægtled efter Slægtled, at ende deres Liv uden at man egentligt kan sige hvorfor, blot fordi der ligesom kaldes på dem, fordi en dunkel Drift, der kræver at lydes, byder dem at lægge Hånd på sig selv. Der har været et Tilfælde heraf i min nærmeste Slægt. Ja du forstår,

godt som atlægge