GAHagemannsKollegium_1909-1918

V INTERH ISTOR IE 15 eget Hjem. Jeg ved jo dog, at jeg kan gøre mine Drenge glade blot ved — som det en sjælden Gang sker — at spøge lidt med dem. Der skal jo ikke så meget til. Og som jeg nu står og læner mig op til min hvidmalede Skrivepult og lader Øjnene glide hen over Sneen og Måneskyggerne ude i Haven, stiger der lyse Billeder frem for mig. Først af mit Hjem her, som det nu skal blive: en glad Hustru, muntre og modige Børn, ingen Forskræmthed mere eller Listen rundt på Hosesokker. Nej, for nu er jo Trykket taget væk, mit onde Lune skal ikke mere hvile over Gården og brede sig fra min Stue ud til hvert Rum. — Og så Tjenestefolkene— jeg véd jo, hvor lidt der behøves for at gøre Livet lidt lysere for disse fattige Mennesker med det hårde Ar­ bejde. Ja, tænkte jeg videre, og hvorfor standse ved dem? Husmændene på Gården, Naboerne, ja Sognet med. Hvorfor skulde man ikke kunne drage et helt Sogn ind i den Lyskreds, der udgår fra et godt Hjem. Men med Hjemmet skal der begyndes. Og det allerede i Aften. Det er snart Aftensmadstid, og så kommer min yngste Søn op i Gangen for at kalde på sin Far. Plejer han virkelig at få en gnaven Brummen som Svar — eller måske slet intet Svar — når han lukker Døren op? I Aften skal det gå anderledes. Jeg vil stå inden for Døren og ikke svare, når han banker forsigtigt på. Så vil han banke igen, stærkere, og når der ikke bliver svaret, vil han liste Døren stille op og kigge ind. Og så er det, at jeg vil tage ham ind til mig og fortælle ham, at fra nu af skal der aldrig mere være Frygt eller Straf eller Kulde. Men der er han jo allerede. Det banker svagt på Døren, og jeg bliver helt blød i Knæene, så underligt betaget er jeg. Nu altså. — Han kommer tidligt i Aften, tænker jeg; så, nu banker han igen. Da er det, at det sker, at der ikke bliver lukket op. Og så må jeg jo hen og åbne Døren. Men det var ikke min Søn, der stod derude, men en lille, gammel Kone, som jeg ikke syntes jeg skulde kende. Da jeg lettede på Klinken, var hun trådt et Skridt tilbage, men gennem de bundfrosne Ruder i Gangen faldt Skæ­ ret tydeligt på hendes Ansigt. Hvad v a r det for et Ansigt; kendte jeg allige­ vel ikke disse mørke, indsunkne Øjne, havde jeg før set den gule, rynkede Hud og de mørke Hårtjavser under Hovedklædet ? — Men hvad er det, det gnistrer og glimter jo i den visne Ansigtshud på samme Måde som Månen glimter i Frostruderne. Ak, nu ser jeg det jo, dit Ansigt er jo frossent, gamle, du løfter dine rimede Kinder imod mig; om jeg rørte ved dig, vilde du være kold som Dørklinkens Jærn. — Forstår jeg det nu, glider der ligesom Hinder bort fra dybe, gemte Lag i min Bevidsthed? Du er jo død, ja, nu ved jeg det, og det klares og bliver tydeligere i mit Sind. Snart kommer det, snart ved jeg jo også, h v e m du e r . — Ja, ja, er det dig, Mor, du som jeg næsten kun husker som et Par strålende Øjne under et mørkt Hår, et Billede, der vel ligeså meget er fra Daguerrotypiet ved Siden af Faders Barometer, som det er dine egne Træk. Mor, Mor, du, der døde, da jeg kun var fire År, kommer du nu til din Dreng? Hvor har du været henne, Mor, hvor har du været henne så længe og er blevet ældet og grå? Åh jo, du må jo være