GAHagemannsKollegium_1909-1918

17

VINTERHISTORIE

at det hører til de Ting, man ikke ofte betror fremmede noget om, men jeg vil dog fortælle dig det i Aften. Min Oldemoder — længere tilbage ved jeg ikke noget om den Gren af Slægten — tog sig af Dage i en Alder af fyrretyve År. Ingen forstod Grun­ den, hun var — mente man sikkert — lykkelig gift, var Moder til raske og begavede Børn. Den eneste mulige Forklaring, hvis man ikke vil søge over i Mystikken, var, at hun på det Tidspunkt var ret langt fremme i et Svan­ gerskab. Man havde mærket nogen Depression hos hende, men dog ikke anet, hvor det bar hen. En Aften, da hun var alene hjemme i Huset med en Pige, så hun Lejlighed til at skyde sig med en af Oldefaders Jagtpistoler. — Hendes Søn, min Bedstefader, blev Præst. Han havde fra sin Ungdom været noget tilbøjelig til Tungsind, men i det rent ydre synes dette ikke at have været begrundet; også han var i den almindelige Mening lykkelig gift og havde flere Børn, nød dertil Agtelse hos sin Menighed og sine foresatte. Alligevel kom han til at dele sin Moders Skæbne. Den Dag jeg fyldte atten År, fortalte Far mig de nærmere Omstændigheder, hvorledes netop han som niårs Dreng en Vinteraften var kommet for at kalde til Aftensbordet og havde fundet sin Fader død, knælende ned imod det månebeskinnede Gangvindue, med Rebet bundet om en Krog i det øverste af Karmen. Underligt nok blev Oldemoder og Bedstefader netop lige gamle. — Dermed hører forøv­ rigt Mystikken heldigvis op. Det lader til, at det er lykkedes at standse denne uhyggelige Slægtsarv; Bedstemoder, som ikke var noget helt almindeligt Menneske, forstod Sammenhængen ; hun opdrog sine Drenge med Tankerne rettet mod at forhindre denne Trudsel; de fik det selv at vide, og da den ældste skulde giftes, fortalte Moderen Sagen til hans Kæreste. Bedstemoder tog det Løfte af sine Sønner og Svigerdøtre, at de på alle Måder skulde hjælpe deres Mænd og Brødre i de farlige År; det synes virkelig også at have virket; alle de pågældende er nu langt oppe i Tredserne, ja, en Onkel af mig er ganske vist død, men som halvtredsårig af Lungebetændelse. Men derved bliver det hele jo ikke lettere at forstå. Der blev ikke talt meget mere den Aften, og min Fortælling er ligeledes til Ende. Jeg skal ikke forsøge at påtvinge andre min Mening om Sagen. Jeg har fortalt så simpelt og sandfærdigt, som jeg kunde. Og enhver kan da også vedblivende tænke sit om de store Døre, der skiller Menneskesjæle og Menne­ skeskæbner fra hinanden og fra Døden. HO LG ER S AN D V AD .

2*