GAHagemannsKollegium_1909-1918

EDGAR A L L A N P O E : »KLOKKERNE «

Hør de vilde Varselklokker, Bronceklokker, hvilket Væld af Rædsel deres Raseri fremlokker. Deres Skrig af navnløs Frygt bryder Nattens Stilhed stygt. Uroskælvende og skræmte kan de bare klemte, klemte fælt forstemte i en bange Bøn om Naade af den naadeløse Lue, i en vanvidvoldsom Vrede mod den lumske, døve Lue,

der blot stiger, stiger, stiger mer og mer, og hidsigt higer for med Vælde frem at vinde nu — nu eller ingensinde op til Maanens blege Bue. Aah, de Klokker, Klokker, Klokker deres Rædselsrøst fremlokker Haabløshed.

Deres Brus og Brøl og Brag dæmper Nattens Hjærteslag til en angstfuld Skælven ned. For et øvet Øre melder Klokkers Klagen, Klokkers Bragen hvordan Faren viger, vælder. Selve Hjærteroden rokker Klokkers Ramlen, Klokkers Skramlen, naar de falske Flammer flokker sig ombrust af Brag og Slag af Varselklokker, Varselklokker — Klokker, Klokker, hæse Skraal og Skrald af Varselklokker.

Hør de haarde Klemt af Klokker, Jernmalmklokker, hvilket Væld af tunge Tanker deres Larm fremlokker;

hvor vort Hjerte i de lange, tavse Nætter banker bange for de kolde Klokkers triste Truen. Røsten fra de rustne Struber strømmer som fra dybe Gruber, vækker Gruen, og de Sjæle — aah, de Sjæle, som i Klokketaarne dvæle ganske ene, synger en satanisk Sang,