GAHagemannsKollegium_1909-1918

ET ÆVENTYR.

W er hat dich, du grosser W ald, auf gebaut so hoch da droben. Nur den Meister w ill ich loben so lang’ noch m ein’ Stimm ’ erschallt. E n maler lever jo saa at si i en billedverden. Han maa foime billedet a^ alt. Helst sysler han med det, han har faaet kjært trods moden. Jeg stræver og tegner et billede av et menneske en mand, som jeg hat møtt engang, og som jeg søkte atter og atter, men som jeg nu ikke kan finde mer slik som før — uten naar jeg søker tilbake i erindringen. Hvot end jeg vil vende mig, kan jeg ikke faa øie paa ham med de øine, jeg kan se alt dette andre. Derfor maa jeg stræve med et billede av ham, jeg kan ha paa væggen og se paa. — Det er intet afgudebillede, båte et fotbillede, som minder mig om, hvad jeg skal gøre, naar jeg har glemt min pligt. Det staar ikke og stænger veien, det peker opover mot endnu høiere tor- billeder. Jeg kranser det med vakkert gulnende efteraarsløv, som jeg findei her tæt ved min stuevæg. Men prøver jeg med kul, biir det kun som en svart skygge. Med farvel biir det ikke stort bedre. Og hvad andet skal en maler bruke? — Pen og blæk? — Ja, ofte tænker han, det vilde falde lettere med pen og blæk. Og saa gør han et forsøk. Jeg vil da ogsaa gøre et forsøk: Men hvad skal jeg nu begynde med? Ja, hvad skal jeg nu ha til bakgrund? — Jeg tror, jeg maa ha skogen og fjeldet. Men siden jeg nævner skogen. Jeg husker engang, jeg sat alene i skogen ved en tømmei- lunne. Fillet og svart med saare hænder efter økseskaftet sat jeg ved en nying og stekte min mat i eldmørjen, mens jeg tænkte. Du store verden, tro jeg nogengang kommer ut blandt skikkelige folk? Fine klær, fin mat? — Aldrig! Men — det gaar saa mangelessen til i verden, sa gutten. Jeg fandt mig en vakker dag igen paa et fint værelse i en stor by. Der var elektrisk lys og varme. En ny fin graa dres laa paa en stol til mig. Jeg behøvde ikke steke min mat selv i eldmørjen. Kunde bare gaa nedenunder. Der stod mat færdig. Der kunde jeg spise ordentlig sammen med andre fine mennesker. Var det noget, som mangled’, saa var det bare at rope paa Maiie eller Signe. Men jeg ropte aldrig, for der var slik »Guss vælsigna gaaver« av alting. Det sørgede frk. Johansen for. Og en liten venlig gammel graa- skægget mand stod bak det hele. Det var som i et æventyr. Og den lille mand var kongen.