GAHagemannsKollegium_1909-1918

31

ERINDRING

og det røg ud af os, som hørte paa : »Det tror vi heller ikke.« Nej, han prækede og moraliserede ikke, men hans Tanke gennem det altsammen brød frem paa saa mange Steder, at man maatte være døv og blind for ikke at blive inspireret af den. For Resten maa jeg sige ved at se tilbage paa os Alumner, som vi var, tager vi os nærmest ud som Ilsebil i Æventyret, der vil ej, som hendes Husbond vil, for nu vil hun være Konge, Pave osv. For­ dringerne steg bestandig — saa blev der givet flere Penge til Festlighederne, saa ønskede man Cigarautomat etc.; han gav og vi tog. Ja, eta de ganske almindelige Menneskebørn flyttede ind i Slottet, gik Fuldkommenheden at det, der kom Kakkelakker, evindelige Kortslutninger, stridfyldte Generalfor­ samlinger og Ankeprotokolkampe. Frøken Johansens Mad var selvfølgelig god, men alligevel . . . Musikken var dejlig til Tider, men for nervøse og trætte eksamenslæsende blev den mange Gange en Pest og en Plage. Man debat­ terede Onderne, og fandtes der ingen Udvej, ja, saa var der jo Direktør Hagemann. Jeg husker Begyndelsen af hans Svar paa et af vore Klageskrif­ ter. Den lød: »Hvordan denne Misère er opstaaet, vil jeg ikke spilde et Ord paa, men kun se, hvordan vi bedst kan faa den af Vejen«. Generalforsam­ linger og Ankeprotokoller vilde blive magre, hvis vi havde fulgt hans Eks­ empel. At han, som var saa klar og fri for Vrøvl, har kunnet holde os ud, har tit forbavset mig, men saa kommer jeg til at tænke paa noget, han en Gang viste os ude paa Borupgaard. Der var en ganske lille Dam, hvor Æn­ der og andet levende muntrede sig. Den Slags Ting plejer Folk at holde skjult foran Hovedbygningen, hvor Haven skal tage sig ud, men han havde fjernet Buskene, der gemte det, sagde han, fordi han saa godt kunde lide at se paa det. Det var det levende i det hele taget, der tiltrak ham, derfor var han glad mellem unge Mennesker, jo yngre jo bedre væk med Buskene, der stod i Vejen. Derfor satte han saa meget ind paa at give dem et endnu større Livsfond at tage af, og det Hjem, han gav dem, skulde, som Legat­ fundatserne viser det, være et rigtigt Hjem med faste Festdage, hvor hvert eneste Medlem blev historisk knyttet til det hele, kun bundet af Hjemmets Tradition. Han selv er borte, og vi, der var der fra Begyndelsen, er nu kun en Erindring, men med Rette eller Urette er vi blevet et Led i hans Tanke. Saa lad os holde dette fast, at en saa begavet og evnerig Mand, saa sand­ færdig og ægte, saa fin og forstaaende som den, der skrev sin Erindring om »en Tur til Amerika«, han har givet Danmarks unge studerende Mænd og Kvinder et saa stort Tillidsvotum, som Hagemanns Kollegium er, givet dem Frihed med Appel til deres Ansvarsfølelse og Studiehjælp med Appel til de­ res Æresfølelse. Lad os erindre det. ELLA LUKER, f. Hauch.