GAHagemannsKollegium_1909-1918

33

ET ÆVENTYR

Hvordan jeg kom til at . . . ? Ja vi har ikke tid at fortælle og høre ap — £)et var engang, jeg var tyve aar og drømte om at komme ud i verden. Og jeg kom ut. Langt om længe. Ikke det aaret, og ikke næste heller, men ut kom jeg! Kongen, jeg saa smaat hadde drømt om, traf jeg dog ikke endda. Og hjem igen maatte jeg rejse næsten like sæt. Og den ærgrelsen hadde jeg endda, at mit likeste billede var stjaalet ut av min rypesæk. Fruen til den gamle fattige maleren fia grannegaaiden hadde gjort det, det viste jeg Men hvorfor? Det var en gaate. — Den skulde imidlertid snart bli løst. Der kom en tid efter 200 kroner i posten til mig — som jeg lot reise igen. De var jo ikke mine. Jeg aapnede ikke brevet engang. Og saa var det snart ute av tankerne. Men manden som sendte dem hadde alt sikret sig en plads derinde. Jeg kunde ikke faa ham ud. Det var umuligt. Han randt frem i tankerne til alle tider. Jeg fun- derte og drømte — var han kongen? — Jeg maatte skrive til ham. Hvor­ dan jeg skrev, det aner jeg ikke nu. Men svaret jeg fik lød saa: Rauland. Telemarken. Norge. Deres Brev af August har jeg modtaget og skal derpaa svare, at det er rigtigt, at Fru Aanondsen har anmodet om en Plads til Dem paa det nu færdige Kollegium, men at jeg maatte svare hende, at en saadan Plads vanskeligt kunde skaffes Dem, da her altid er nok kvalificerede Ansøgere. Jeg sendte Fruen 200 Kr. til Dem, men dette Beløb mente De ikke at kunne anvende med Nytte, og det fik da anden Anvendelse. Kollegiets Pladser ere nu alle besatte — der er ingen ledige, og An­ søgernes Antal var 3 Gange saa stort som Pladsernes Antal. Der er saa- ledes aldeles ingen Udsigt for Dem gennem Kollegiet. Ærbødigst __________Nu, dette kunde ikke være min konge. J e g v a r sørgelig skuffet, og jeg grov mig endnu dypere ind i mine skoger. Hug saa fliserne fløi. Var ikke andet paa, jeg fik tømre mit slot selv og gøre mig selv til konge. Vidt var kongeriget! Endeløst blaante skogen. Høit var det under taket og »vidt til væggene«. Behøvde ikke krype nu. — Og hadde ikke gjort saa" heller, som jeg kunde huske. Mit selvportræt var taget — ikke af ham, nuvel. Men jeg hadde da ikke faaet noget for billedet — skønt han hadde betalt det dyrt nok. Og saa dette: Jeg var ikke kvalificeret nok, jeg! Saa til krig mot de kvalificerede! Skissen skulde leveres tilbake, eller betales! Ja, jeg skrev igen. Vet ikke, hvad jeg skrev, og vil haabe intet menneske vet — uten den som fik produktet. — Der gik en lang tid, og jeg fik intet svar. Saa skrev jeg et kort. Var vist sint og forlangte 50 kroner eller billedet tilbake. K øb en h a vn , d. 16. A n g. 1908. H r . S v e i n u n g S v a l a s t o g a G . A . H a g e m a n n .