GAHagemannsKollegium_1909-1918

UDDRAG AF BREVE FRA G. A. HAGEMANN 23 en Vind rører sig! Og saaledes har det nu været hver Dag — mon det kan vedblive! Vi har begge ganske overordentlig godt deraf. Jeg har vundet i Sindsligevægt og Klarhed i Dømmekraft, og mine Hals-Slimhinder bliver bedre Dag for D a g ...« . Da Hagemann paany søger Ro i det fremmede, gaar Rejsen mod Nord. I Vinteren 1909 besøgte han Kristiania. Sin Glæde over Afvekslingen ved Rejsen giver han Udtryk i et Brev af 12. Februar 1909: ». . .Men dette at opleve noget, dette ikke at skulde træde sig træt i de gamle, dybe Fodspor, det giver nyt Liv, nye Kræfter. Der er ingen Tvivl om, at dette bør man gøre oftere, naar der er Lejlighed dertil! Man kan paa mange Maader tage Skade paa sin Sjæl — den at gaa i Baglaas, at vedblive det gamle, syndige Levesæt, er en af dem. Nye Synder er bedre, mere forfriskende...«. Den paafølgende Sommerferie tilbragte jeg med min Familje i Stockholms Skærgaard. I et Brev deroppe fra havde jeg skrevet, at Ungdommen havde godt af at lære fremmede Lande og fremmede Skikke at kende, lære, at der ligger en Verden udenfor København, og at den københavnske Norm for Levesæt ikke er den eneste mulige. Hagemann skrev i sit Svarbrev: » ...F r a min egen Barndom ved jeg, hvor nye Indtryk præger sig i Barnesindet! Mm Fader gjorde en Tur med mig til Harzen i min 14 Aars Alder jeg har endnu en Barnebeskrivelse liggende af den Tur. Og da jeg senere rejste med mine egne Børn, nød jeg Rejsen om igen paa samme Maade. At De nyder selv og nyder gennem Deres Børn, kah jeg forstaa ...«. Hagemann elskede Borupgaard. De fremmede Lande lokkede ham, men var der alligevel noget bedre og skønnere end Borupgaard?: »...D e re s Fe­ riebrev fra Utne i Hardanger modtog jeg igaar! Jeg takker derfor og paa­ skønner, at De har kunnet afbryde Deres Hvile og anvendt Tiden til at fortælle mig lidt om Deres »Leben und Treiben«. Min Hustru kom hjem fra Modum igaar, mere begejstret for Norge end nogensinde. Og nu lyder Grundtonen i Deres Brev i samme Toneart. Det ender naturligvis med, at jeg ogsaa engang maa prøve det, og da vil jeg gøre som De, vælge et stille Sted, udenfor den store Menneskestrøm — eller ogsaa gaa til gamle Modum, hvor den overhovedet aldrig har været. — Skøndt! er der vel noget bedre og skønnere end Borupgaard? Alt bugner i Aar med Frugt og ser saa friskt og grønt ud. Rugen er i Stak, det allermeste af Hveden ligesaa ...«. I Efteraaret 1911, da hans Begæring om Afsked som Direktør for den polytekniske Læreanstalt forelaa, og han var bleven udnævnt til Gehejme- konferensraad, sendte jeg ham min Lykønskning til denne Udnævnelse. Han svarede tilbage: ». . .Tak for Deres og Hustrus Ønsker til Fremtiden, da jeg skal bytte et kært Arbejde med en tom Titel! Kan den bøde noget derpaa? Titlerne er sikkert opstaaet af mange Erfaringer om deres Evne til at læge