FruLucieWolfsLivseridringer

37

FØRSTE GANG PAA SCENEN.

han ikke havde elsket nogen, før han saa moder: «Ja, hun var vakker, kan du tro,» sagde han, «og saa ung da, bare 16 aar, jeg var 17,» lagde han til, «saa vi var jo børn begge to.» Nu vilde jeg endelig vide af moder, hvad fader sagde, da han første gang talte om kjærlighed til hende. «Aa, du er et nar,» sagde hun, «tror du, jeg nu kan huske det; men det kan jeg sige, at det ikke varede længe, før vi jussom var forlovet da, for — ser du — han var saa snil og saa vakker, saa jeg maatte jo sige ja til det, han bad mig om, uagtet han bare var en arbeider paa fiskebryggen, og jeg ikke havde andet end mine to tomme hænder, hvoraf den ene da vai ubrugelig. Han var saa flink og afholdt, din fader, saa han kom snart frem. Han fik en post som opsynsmand paa arbeids- anstalten; jeg arbeidede alt det, jeg orkede, og saa krøb vi frem lidt efter lidt da. Og vi maa jo bare takke Gud vi har jo ingen nød lidt. Ja, Gud bevare fader for alt, hvad godt vi har.» . r u . Aa, hvor det gjorde indtryk paa mig det, moder fortalte; det v a r ’ jo saa sjelden, hun viste mig fortrolighed. Hun endte med at klappe mig paa hovedet og bemerke: «Aa, du taar mig til at gjøre mig til nar, din gale unge, du er.» Jeg var saa henrykt, at da fader kom, sprang jeg om halsen paa ham. Han lo og sagde: «Naa, naa, du er saa voldsom, du river mig jo overende, barn. Hvad er det, du nu er saa gla over» «Jeg ved ikke, fader,» sagde jeg; «men jeg synes alting er saa deiligt; solen skinner saa klart, der ligger snø paa Ulrikken, og moder har været saa venlig imod mig. Tænk, fader, jeg tror, hun holder af mig.» «Ja, kan u vi e paa det da, barnet mit,» sagde han, «det er jo din egen skyld, naar hun ikke er glad i dig, og du prøver nok hendes taalmodighed altfor ofte. Vær snil og føl dig efter hen bare en liden smule og begynd med rokken igjen, saa skal du se, du snart tager hende. Og saa vil hun da bæie mere over med dig, naar du slaar dig gal igjen.»