FruLucieWolfsLivseridringer

fru L ucie V V o lfs livserindringer .

38

Dette med rokken tiltalte mig nu slet ikke; men for at komme i gunst hos moder var jeg virkelig respektabel en liden stund, hvorved jeg ogsaa for en gahgs skyld fik høre en virkelig fornøielig historie af hende, nemlig om en prest i Nordland, som der gik saa mange underlige fortællinger om. Han var nok lidt fordrukken og vidste sommetider ikke rigtig, hvad han sagde. Hun fortalte dette saa morsomt, saa baade fader og jeg skoggerlo. Idet hun efterlignede presten, sagde hun, at han paa prædikestolen en pintsedag havde sagt: «Menighedens forbøn forlanges af en kone udi barnsnød og og tillige for en soldat af 4de regiment, som lider af samme sygdom.» Nei, hvor jeg syntes, det klædte moder godt! Hvor hun var morsom! Og det lod til, at det smigrede hende, at hun kunde faa os til at le saa hjertelig. Vi var meget gode venner for en stund. Men hvor længe var Adam i Paradiset? Mine theater- griller red mig sterkere end nogensinde, og det varede ikke længe, før moder og jeg var paa kant med hinanden igjen. Mit had til spinderokken tog til for hver dag. Jeg og mit personale gik stadig omkring for at finde et sted til at spille paa og fandt da omsider en stor rullebod hos vor nabo, gamle madame G r i p . Her havde vi et par forestillinger, og da vi tog to skilling billetten, var indtægten ikke saa daarlig. Desværre savnede baade publikum og de agerende den herlige karusselrendebom og frem for alt, klaveret. Jeg fik da omsider den lyse idé at benytte rullen som mellemagtsmusik paa den maade, at man skiftedes om at sidde oppe i den og blev saa trukket frem og tilbage, hvilket var et svært tungt arbeide, da den ogsaa var fyldt med store stene. Men allermest tog det paa mine kræfter, da jeg, istedetfor som før at spille danse paa pianoet, nu maatte synge, medens jeg rullede mit publikum. En eftermiddag spillede vi da. Jeg havde forelsket mig i J o a k i m a B l e s s i n g ’ s lakerede sko og bad hende laane mig