FruLucieWolfsLivseridringer

36

fru L ucie W olfs livserindringer .

hun saa altfor meget, saa hun næsten bestandig var nervøs og overanstrengt, og jeg bidrog mit til at nedstemme hendes humør. Jeg husker engang, at moder til en forandring var en smule oprømt — efter en stor, fordelagtig leverance af lærred til en af byens kjøbmænd, og fordi jeg — merkværdig nok — havde været meget flittig med noget, som moder paa en venlig maade havde bedt mig om. Gode ord virkede som solskin paa mig, og især da de kom saa sjelden fra moders mund. Hun roste da min flid og bad mig saa inderlig om ikke mer at bedrøve hende med alle mine komediefagter. Paa denne store mangel af kunstnerisk forstaaelse hos hende blev jeg hende svaret skyldig; men vi sluttede en slags vaaben- stilstand, ialfald for en stund. Jeg benyttede denne gode stemning hos hende og fik hende til at fortælle om sin ung­ dom og den første gang, hun traf fader. Jeg husker saa godt denne søndagsaften. Hun fortalte, at hun kom til Bergen — 16 aar gammel — med en nordlands-jagt. Hun skulde paa sygehuset, da hun havde forstrukket en sene i den høire arm ved altfor strengt arbeide. Den første hun traf, da hun kom iland paa Tyskebryggen, var fader, som stod der og heisede tørfisk fra skuderne. «Han saa da saa venlig paa mig,» sagde hun, «og han var saa vakker, ja med skam at sige var han dig L u c i e , op i dagen. Hans venlige smil gav mig mod til at spørge ham, om han kunde vise mig veien til sygehuset. ’Ja, det kan jeg,’ sagde han, slap saa sit arbeide, gik hen til en mand, som stod der — formodentlig opsynsmanden ved arbeidet — og bad ham om lov til at følge mig. Dette fik han da, og saa fulgtes vi ad. Jeg kom aldrig mer hjem til Nordland, for fader, han — ja, nu kan det være nok med den historie.» Hun blev med engang undselig og vilde ikJke gaa videre; men jeg var altfor interesseret for at faa vide besked om faders første og eneste kjærlighed; han havde ofte sagt, at