FruLucieWolfsLivseridringer

f r u Lucie W o l f s l i vs e r i nd r i ng e r .

34

anden kom i mit sted. Jeg maatte levere min smukke dragt tilbage og græd bitterlig herover. For første gang i mit liv syntes jeg, at fader var uretfærdig imod mig. En slags trøst fandt jeg i at danse min theaterdans for mine kamerater; paa samme tid kopierede jeg alle dem, jeg havde seet dernede paa «komediehuset», baade gamle og unge, men især scenerne mellem elskeren og elskerinden, som jo havde tiltalt mig allermest. Alle roste de mig, og da flere slog paa, at jeg burde spille for betaling, greb jeg straks ideen. Da der i vort hus var mange store rum, som brugtes til opbevaring af møbler, der var tilsalgs, saa havde jeg jo prægtigt lokale. Som sagt, saa gjort. Snart fik jeg komedien istand. Førstspændte jeg en snor over salen, trak et lagen paa den til fortæppe og satte løvbusker paa siderne som kulisser; det saa virkelig vakkert ud. Jeg satte da, saa godt jeg kunde, en lignende komedie igang, som den, jeg havde seet dernede. Men det var ikke saa let at faa mit personale til at gjøre, som jeg vilde; flere af dem var dumme og aldeles umulige, saa jeg var omtrent alene om at fremstille alle de agerende. Huf, for et slid! men paa samme tid hvilken fryd! Jeg følte mig som en seirende gud, og naar jeg fandt, at jeg spillede rigtig godt, raabte jeg til mit publikum: «Aa, men saa klap da! Kan I ikke forstaa, hvor flink jeg er.» Dette behøvede jeg ikke at sige mer end en gang, for nu klappede de baade i tide og utide, saa jeg tilslut maatte bede dem være rolige og gjøre dem begribelig, at naar der skulde klappes, vilde jegselv give dem et tegn, som de ikke kunde tage feil af. Paa salen, hvor vi spillede, stod der en meget stor saa- kaldt rendebom; det var en, moder brugte til sine lange garnhespler; inde i den var der bretter, som vi børn fik lov at sidde paa for at more os, naar den brugtes af væverkonerne. Hvor jeg var bedrøvet!