FruLucieWolfsLivseridringer

FØRSTE GANG PAA SCENEN.

yderst velkomne, da min lyst paa kage saa sjelden blev tilfredsstillet. Jeg gik altsaa med ogsaa paa dette, uagtet jeg frygtede for ikke at faa lov af fader dennegang, og uden hans samtykke vilde jeg saa nødig; jeg var jo aldrig vant til at skjule noget for ham. Min fristerinde, madame kom atter en gang paa gaden hen til mig og sagde: «Ja, L u c i e , nu m a a du.væ re med; vi har forsøgt med en anden liden pige, da det er saa vanskeligt for dig; men hun duer ikke; hun er saa klodset og dum. De sagde alle, at jeg maatte faa fat paa L u c i e , for hun havde saa pene fagter og dansede saa nydelig.» Jeg vidste, at jeg maatte have noget saadant i mit væsen, som hun sagde, nemlig «pene fagter», for jeg havde altid en trang til, at alt, hvad jeg foretog mig, maatte være smukt: Min gang, min dans og alle mine manerer m a a t t e være pene; jeg kunde ikke trives ellers. Min tidlig udviklede skjønhedssans pinte mig næsten; jeg kunde ikke taale at nogen talte eller gik stygt eller bevægede sig keitet. Jeg husker, at jeg blev saa gal paa en af mine veninder, at jeg pryglede hende, fordi hun saa ofte saarede mm skjønheds­ sans. Bagefter bad jeg hende pent om forladelse og tilbød hende, at hun gjerne kunde faa prygle mig igjen. «Aa, L u c i e ,’ » sagde hun, «vil du bare være fornøielig, naar vi er sammen, saa kan du gjerne faa lov at piygle mig. Dette rørte mig saa, at jeg kyssede hende, gav hende en lækker smørkringle, jeg netop havde faaet, og sagde til hende: «Kjære, snille S i n e , k a n du ikke lære dig til at gaa pent.» Jeg strævede ogsaa længe for at lære hende dette; men det var fast ganske umuligt, — hun var forladt af gudei og gratier, dertil havde hun det med at træde sig selv paa tæerne, saa her var al min lærdom forgjæves. Fire gange var jeg med at danse paa theatret i «Joakino»; men saa sagde fader stop; han vilde ikke have paa sin samvittighed, at vi skulde spille bag moders ryg. Jeg maatte da sige til madame H e r m a n s e n , at jeg ikke fik lov, og en

H e r m a n s e n ,

5 — Fru Lucie W olfs livserindringer.