FrederikVIOgASØrsted

45 Forfatter, ved Hjelp af den paaberaabte Rets Sæd# vane, har villet undvige. Kun maa man nøje skjelne Loven og den ved samme tilkjendegivne Villie fra det System af Forestillinger, der udgjøre Mellem* ledene mellem Loven og dens Anvendelse i det givne Tilfælde. Lovene indeholde sjeldent de Facta, hvor* paa de skulle anvendes, saaledes som disse umiddel* bart fremtræde og blive Gjenstande for Bedømmelse efter Loven. Disse umiddelbart under Erfaringen fal* dende Facta maae først ved en Reflection, der ofte kan fordre dybe Undersøgelser, henføres under det Begreb, hvortil Loven knytter sin Bestemmelse. Jo mere dette Begreb er udenfor den blot materielle Verdens Grændser, jo større Afstand er der imel* lem samme og det raae Factum, jo mere kan det System af Forestillinger, hvorefter Factum skal prø* ves, inden det kan henføres til Loven, være Gjen* stand for Meningsforskjellighed. Dette viser sig, til Exempel, i de Berørelser, hvori Loven ofte kommer med egentlige moralske Begreber, f. Ex. ved Bedøm* melsen af Vidners Troværdighed, ved Opstillingen af de Egenskaber, uden hvilke en Person ikke kan ste* des til Embede eller blive i samme, ved Reglerne for den criminelle Tilregnelighed, ved Bedømmelsen af hvad der er Injurie og af sammes Grad m. m. Som Forhold og Begreber forandre sig med Tiderne, vil og det System af Forestillinger, hvorfra man ved slige Loves Anvendelse maa gaae ud, forandre sig, uagtet selve Loven bliver uforandret. Loven, der har indskrænket sig til den almindelige Regel, men ikke givet sig af med at opstille Systemet af hine Mellem* begreber, overlader dette til de Dømmendes Indsigt, der staaer i nøie Forbindelse med enhver Tids Ud* viklingsgrad og de Forhold, som uddanne sig ved