FrederikVIOgASØrsted

46 dens Hjelp. Her spørges ikke: hvorledes vilde den Lovgiver, hvorfra Loven oprindeligviis er kommen, efter det System af Mellembegreber, som hans Tids* alder var i Besiddelse af, have bedømt det enkelte Tilfælde, saafremt dette, i sin Individualitet, var ham givet. Man vilde ellers tillægge de Forestillinger hos Lovgiveren, som denne ikke har tænkt paa at ophøie til Love, Lovskraft; man vilde derhos gjøre Lovens Anvendelse afhængig af usikkre Gisninger; og FøL gen vilde blive, at ingen Tidsalder kunde være tjent med Love, som en ældre Tid havde givet. Hvo vilde vel og, t. Ex., naar der spørges om at bedømme de Sindstilstande, som udelukke Tilregnelse, bortvise alle senere videnskabelige Undersøgelser, som kunde lede til Spørgsmaalets Afgjørelse, fordi de havde væ* ret den Tid fremmede, hvori vor Landslov blev given. Eller kan man vel tvivle paa, at Loven, hvor den hen* viser til Stand og Vilkaar, uden at binde dette Hen* syn ved nogen nøiagtigere Regel, da overlader det til Dommeren at gjøre Anvendelse deraf efter em hver Tids Begreber og Forhold, uden at man har at gaae tilbage til den Tidspunkt, da Loven blev given. Naar vi nu gaae tilbage til vort Æmne, saa finde vi, at Eden i Kirkeritualet er affattet saaledes, at den ikke lægger Præsten under de symboliske Bøgers Lænker. Man kan ikke med Føie antage, at Eden af Uagtsomhed har faaet den Vidde, den har. Der er vistnok brugt nøieste Overlæg ved at ordne en saa vigtig Sag. Det, der først maatte faldet de Mænd ind, som havde at sørge herfor, var at fordre en ubetim get Bekjendelse af de symboliske Bøgers Indhold, i enhver Sætning, i ethvert Ord; og, havde det blot været dem om den kirkelige Rettroenheds Beskjær#