FrederikVIOgASØrsted

39 det, de derom have lært, er ufrugtbart, ikke tilfulde forstaaeligt og let misforstaaeligt. Ligesom deres Værd for den Tid og det Øiemed, hvori de nærmest ere bievne givne, efter hvad der allerede oven er be# mærket, hermed ikke nægtes, saaledes kunne de og fremdeles have deres Nytte, som negativ gjeldende Normer, i det de kunne tjene til at værne imod Vild« fareiser, f. Ex. imod saaledes at nedsætte Ideen om Christus som Guds Søn, at Alt derved bortfalder, der kunde give hans Lære den Myndighed, som den bør have. Skjøndt det Ovenanførte viser, at jeg ikke kan være enig med Schleiermacher, forsaavidt denne vil# de have, at Religionslæreren kun skulde forpligte sig til den Deel af de symboliske Bøger, som indeholder Modsætningen af den romerske Kirkes Vildfarelser, saa er det vistnok, at dette særegne protestantiske Element af vor Kirkes Bekjendelsesbøger ligesaa vel, som det fælleds christelige Element, hvortil vi i det Foregaaende have taget Hensyn, er noget Væsent# ligt, hvortil den Eed, vore Religionslærere skulle af# lægge, sigter. Den, der deelte nogen af den catholske Kirkes Meninger, som den augsburgske Confession forkaster, kunde derfor ligesaa lidet med god Sam# vittighed sværge Eden, som Den, der manglede Over# beviisning om de begge Kirker fælles christelige Grundlærdomme. Hine Lærdomme, som den augs# burgske Confession sætter imod den romerske Kirke, maae desuden ansees for ligesaa ægte christelige, som de, den eenstemmig med den catholske Kirke, har erkjendt; thi det er kun fra den christelige Religions Kilder, de hentes. Forskjellen paa det fælleds Christe# lige og det særlig Protestantiske i vor Troesbekjen# delse er kun tilfældig og historisk. Men vist er det, [Schleiermacher i den ovenfor S. 31 citerede A fhandling S. 451 ].