FrederikVIOgASØrsted

35 dret Begreb), men ved et levende og organisk Baand, finder det ikke unaturligt, at forestille sig Christus som Middelpunktet i Slægtens Liv, hvis Reenhed og Sundhed ogsaa maatte komme de syge Dele tilgode; skjøndt han maa indrømme, at dette, som alt hvad der angaaer Tilværelsens, den physiske saavelsom den moralskes, Grundbetingelser, er ham en Gaade. Men især bringer hiin Forestilling det fromme Hjerte til at slutte sig til Christus med en inderlig Kjærlig* hed, til at betragte sin Stræben efter det Gode, som en Stræben efter at blive ham liig, og til at forene sit Haab til den guddommelige Barmhjertighed med den Tanke, at hele Menneskeheden, ved denne Hellige, har faaet et større Værd i Guddommens Øine. Maaden, hvorpaa det Guddommelige har i Chri* stus forenet sig med det Menneskelige, overgaaer alt menneskeligt Begreb. Men vi begribe ligesaa lidet, hvorledes en Verden, som er i Tid og Rum, kan være grundet i et Væsen, som er uden for Tidens og Rum? mets Indskrænkning, hvorledes denne Verden, hvor# ledes vi selv kunne paa engang være af og ved Gud allene, og dog være for sig bestaaende Væsner, hvor* ledes i Særdeleshed Mennesket, uagtet dets fuldkorn* nc Afhængighed af Gud, kan erhverve sig et person* ligt Værd, paadrage sig personlig Skyld og Ansvar. Imidlertid dannede sig der tidlig af Christendommens og den hedenske Philosophies Elementer en christe* lig Philosophie, der gjorde hiint uudgrundelige For* hold mellem det Guddommelige og Menneskelige i Christus til Gjenstand for sin Forsken. Intet var hel* ler naturligere, og kunde end denne Gaade saalidet som Philosophiens øvrige Grundopgaver nogensinde blive opløst, saa forædles og opløftes dog Sjælen, ved at dvæle ved slige høie Forestillinger, ved mere og mere at udvikle dem. Kun hvilede Kirken i de første F. D. 6