FrederikVIOgASØrsted

36 Aarhundreder ved den rene bibelske Forestilling, at C-hristus var Guds Søn, at Gud i sin hele Fylde var i ham, og han, med sit hele Væsen, var i Gud. Men strax efter at Christendommen var blevet Statsreli* gion, blev det, ved den første oecumeniske eller ah mindelige Kirkeforsamling, vedtaget som Betingelse for den kirkelige Læres Reenhed, hvorledes hiint Fors hold skulde forestilles. Den nicæiske Kirkeforsamling af 325 tilføiede de gamle Troens Artikler nærmere Bestemmelser om Christi Natur og evige Guddom lige med Faderens; og ved det saa kaldte Athanasii Symbolum blev Treenighedslæren endnu nærmere og med største Subtilitet bestemt, samt erklæret for en Bestanddeel af den Troe, uden hvilken Mennesket ei kan blive saligt. Vel bør dette Dogma ingenlunde ag* tes ringe. Hvad der ofte er blevet forebragt til dets Forhaanelse, er kun grundet paa en plat materialistisk Forestillingsmaade, der vil dømme over den guddom* melige Tilværelsesmaade efter de Love, som gjelde for den Tilværelse, der er i Tiden og Rummet. Men Treenighedslæren findes dog ikke egentligen og umid* delbart i Skriften og er saaledes ingen væsentlig Be* standdeel af den christelige Troe, ligesom der heller ikke til hine Symbolers dialectiske Bestemmelser af denne Lære slutter sig saadanne for det gudelige Sind vigtige Forestillinger, som til den skriftmæssige Lære om Christus, som Guds Søn, hvorved den ældste Troesbekjendelse lod det beroe "). Ogsaa er det vist, *) See Schleiermachers »der christliche Glaube« 2 B. S. 686 til En* den hvor han, i det han erkjender, at Treenighedslæren, efter sit egent­ lige' skriftmæssige Gehalt, hører til den christelige Troes Væsen, dog lærer, at den kirkelige Læresætning, hvorved samme er udtrykt, ikke er en væsentlig Bestanddeel af de egentlige Troeslærdomme, eller er af lige Væ rd med samme, ligesom han og med sin sædvanlige skarpe Diale tik gjennemgaaer hiin Læresætning. Interessante historiske og dogma*