FrederikVIOgASØrsted

33 det er erkjendt, at det ikke skriver sig fra Aposts lene selv, saa er det dog uomtvistet, at det, i Kirkens ældste Tider, var, med nogle ikke ubetydelige Afvis gelser, den fælles Bekjendelse, der gaaer foran Optas gelsen i den christne Kirke ved Daaben, og at Kirs ken, gjennem de tre Aarhundreder, hvori den blot ved sin indvortes Kraft overvandt alle Forhaanelser og Forfølgelser, ikke vidste af nogen anden Bekjens delse at sige. Men det er ogsaa endnu den Dag i Dag den eeneste Bekjendelse, som gjøres, naar det nyes fødte Barn, ved Daaben, indvies til Kirken, og som siden, skjøndt ikke udtrykkelig i sin hele Fuldstæns dighed gjentages, naar det, ved Confirmationen, med Selvbevidsthed, knytter sig til Kirken*). Det er kun denne Bekjendelse, der er i Folkets Flænder, som en Deel af Luthers Cathekismus, hvilken og, i Danske Lov, er nævnt som symbolisk. Først i de følgende Aarhundreder fremkaldte Splidagtigheder i Kirken de bestemtere og nøiagtigere Symboler. Disses nær? mere Bestemmelser af den oprindelige simple Lære have egentlig en polemisk Værd, og maae især bes tragtes i Modsætning imod de Forestillingsmaader, som de skulde fortrænge. Naar man forsaavidt er? kjender dem, saa tillægger man dem Sandhed og Gyldighed, om man end ikke antager, at de Bestem? melser, som de have givet de høie, den menneskelige *) Forfatteren til et bekjendt polemisk Skrift har og i hiin Kirkens ældste og simpleste Bekjendelse søgt det Væsentlige, som, med Nød? vendighed, maatte erkjendes af Enhver, som skulde bære Navn af Christen. Men det maa beklages, at han ved et uhyre Spring gik over til at forkjættre en Forfatter, som vel i sin Undersøgelse over Symbo? lernes forbindende Kraft, ei havde taget noget særligt Hensyn til hiin Bekjendelse, men derfor dog ingenlunde havde fornægtet noget af dens Indhold. [I Noten sigter Ørsted til N. F. S. Grundtvig: Kirkens Gienmæle mod Professor Theologiæ Dr. H. N . Clausen (Kbhvn. 1825 )].