FrederikVIOgASØrsted

24 Christnes eneste umiddelbare positive Troeskilde, dog ikke kan være nok, for at vedligeholde den Een# hed og bestemte Characteer, som en Kirke maa have, indlyser deraf, at de Christne have deelt sig i saa# danne grundforskjellige Forestillingsmaader, at de ikke længer kunde have Kirke tilfælles. Dersom det var nok, at enhver Lærer beraabte sig paa Skriften, hvad han end, ved vilkaarlig Fortolkning, udbragde af samme, saa vilde endog den meest skriftstridige Lære kunne føres i den christelige Kirke; og skulde enhver Lære ansees som Kjætterie, der af dem, som havde Myndigheden i Kirken, fandtes at være mod rigtig Skriftfortolkning, saa blev det utaaleligste A andsdespotie derved hjemlet. Det blev éaaledes nødvendigt, at man i korte, bestemte Udtryk udhæ# vede, hvad der af Skriften var udfundet som Troens Hovedlærdomme. Den, der ikke kan erkjende, at man heri i det Væsentlige har truffet det Rette, kan ikke være Medlem af Kirken, endnu mindre Lærer i samme. Man har paastaaet, at den Eed, som aflægges paa at forkynde en vis Troe, i og for sig, og uden Hen# syn til dennes Indhold, er fornuftstridig, fordi den gaaer ud paa at binde Mennesket til det, som ikke staaer i hans Magt, nemlig hans Tro og Overbeviis# ning. Den Eed, som vor Kirkes Lærere aflægge, har imidlertid ingenlunde den Sværgendes Tro til umid# delbar Gjenstand. Den gaaer egentligen kun ud paa, hvad han har at lære. Vel er det vist, at han ei med god Samvittighed kan sværge denne Eed, naar ei det, han derved tilsiger at forkynde som him# melsk Sandhed, efter hans egen Overbeviisning, er det. Eden indeholder saaledes en Forudsætning om, at han har denne Tro, men dette giver dog, som det Følgende vil vise, meget forskjellige Resultater fra