FrederikVIOgASØrsted

XLIII anden store Modgang i sit Liv, han havde fristet. Først, da Universitetet i hans Ungdom vragede ham som Lærer til Fordel for en Stuelærd, hvis Betyd* ning for dansk Retsvidenskab og dansk Retsliv er lig Nul, og nu, da det lystede Kongen at slukke Landets største videnskabelige Lys. Med samme mandige Fasthed, med samme Mangel paa Forfænge* lighed og Selvoptagethed bar han begge Tilskikke!* ser. Klynkeri og Martyrdom har han overladt til Personligheder af en anden Støbning. Det synes at være den almindelige Mening, ikke alene hos Forfattere af Grundtvig’sk Farve, men ogsaa hos andre, at Ørsted begik en Embedsfejl ved at publicere et kirkeretligt Indlæg under den stan* dende Strid mellem Clausen og Grundtvig. Nedskri* veren af disse Linier deler ikke denne Opfattelse og kan i alt Fald kun indrømme, at Fejlen var rent for* mel. Men selv om der. med nogen Føje vil kunne rettes Kritik mod Ørsted’s Optræden, er Sagen dog ikke afgjort hermed. Hovedspørgsmaalet er, om denne Optræden berettigede Enevoldsmagten til sit i nyere dansk Historie enestaaende Skridt. Med en enkelt Undtagelse*) har Svaret lydt benægtende. Skulde Ørsted endelig drages til Ansvar, maatte der have kunnet findes en lempeligere Straf. Det var én af Danmarks mægtigste Hjærner, der ramtes af Hugget. Endnu ikke fyldt 48 Aar**) blev Ørsted stoppet i sin Bane. Et Geni med Geniets væl* dige Produktionstrang. Som kritisk Tænker var han — som Vilh. Andersen med Rette har sagt — hele *) Marius Kristensen i en Anmeldelse af Troels=Lund’s »Bakkehus og Solbjerg« i »Askov Lærlinge. Aarsskrift 1924 « (Kolding 1925 ) S. 46 : »Anders Sandøe Ørsted begik i virkeligheden noget aldeles usøm .= meligt, da han, rigets næsthøjeste juridiske embedsmand, tog parti i en udømt sag, og straffen han fik, var mild i forhold til forseelsen.« **) A . S. Ørsted var født den 21 de December 1778 .