FrederikVIOgASØrsted

XLII ling — som ovenfor hævdet — ikke et Øjeblik tænkt paa, at hans litterære Virksomhed nu ligesaalidt som før kunde komme i Kollision med hans Embedsger* ning. Da dette betydes ham baade af Kongen og Kancellipræsidenten, gribes han af den overvældende Følelse, at han objektivt set har begaaet en Fejl, og som Følge deraf viger han ikke tilbage for at karak* terisere sit Arbejde som foranført. Den samvittig* hedsfulde Embedsmand har sin særegne Mentalitet, og Ørsted, det store, uopnaaelige Forbillede for en* hver dansk Embedsmand, var den samvittigheds* fuldeste af alle. Herom har Ørsted naturligvis ikke udtalt sig, men om et andet Hovedpunkt foreligger der Vidnesbyrd baade fra Kaas og Ørsted selv. I sit Brev af 2den September til Frederik VI omtaler Kaas i stærke Udtryk Ørsted’s Hengivenhed for Kongen og frem* hæver i Forbindelse dermed, at Grunden til, at Ør* sted ikke gav Afkald paa sit Embede, var den, at han frygtede for, at et sligt Skridt maatte blive anset for Trods*), og i det foran citerede Brev til Ste* mann siger Ørsted ligefrem, at han frygtede for ved at give Slip paa sin Embedsstilling at tabe »Kongens personlige Naade«. Og endelig har Ørsted selv peget paa et andet Hensyn. Hvis han havde søgt sin Af* sked, »vilde dette Skridt have givet mig en Art af Popularitet, der var mig høilig imod«**). Det er Ør* sted’s eget Udsagn, og han har Krav paa at blive troet paa sit Ord. Ere samtlige disse Hensyn Tegn paa Svaghed, er det Svaghed af en menneskelig set skøn og uselvisk Art. Svaghed var det i hvert Fald ikke, naar Ørsted ikke paakaldte nogen Medliden* hed hverken hos Samtid eller Eftertid. Det var den

*) Nedenfor S. 161 . **) Nedenfor S. 192 .