FrederikVIOgASØrsted

XXXII dersaatter, om Eden nu skulde forklares saaledes, at den omfattede enhver i de symbolske Bøger fremsat eller antydet Forestillingsmaade i al bogstavelig Strænghed. Han gør nærmere Rede for sin Opfat* telse af Treenighedslæren og erklærer sig rede til ved en fornyet Udtalelse at raade Bod paa den Mis* forstaaelse, hans Ord herom muligen kunde have fremkaldt, og endelig henleder han Kongens Op* mærksomhed paa den Aand, der hersker i hans Ar* bejde og i hans tidligere Færd som Skribent og Em* bedsmand. Drevet af en indvortes Trang havde han skrevet sin Afhandling, uden Betænkeligheder og uden at overveje, om det var klogt eller uklogt, alle* rede fordi han var fuldkommen overbevist om, at de Grundsætninger, han havde udtalt, vare de samme, Kongen ved alle forefaldende Lejligheder selv havde fulgt. Hvorledes Frederik VI forstod Ørsted’s Forsvars* skrift, fremgaar med al ønskelig Tydelighed af det Brev, Kongen den 20 de August sendte Kaas. Heri spores intet af den »Uro«, Biskop Munter fandt hos Monarken. De Mænd, der efter Miinter’s Udsagn støttede Ørsted — Schimmelmann og Malling —• have ikke været stærke nok til at afbalancere Kaas’ Indflydelse. Kongen har efter alt foreliggende stedse fastholdt den Kurs, Kaas fra Sagens første Færd an* saa som den rette. A f personlig Velvilje mod Ørsted har han tøvet med Exekutionen, men ikke været i Tvivl om, at hans Pligt som Regent bød ham at tage Affære. Den 2 den September havde Ørsted en Samtale med Kaas, under hvilken Kancellipræsidenten til* kendegav Ørsted, at Kongen vilde forelægge ham det Alternativ enten at forandre sin Embedsstilling eller at ophøre med sine litterære Arbejder, men