FrederikVIOgASØrsted

XXVIII ven*). Men ogsaa de kirkelige Love ere undergivne den for Love i Almindelighed gældende Sætning, at ligesom Forhold og Begreber forandre sig med Ti* derne, vil ogsaa det System af Forestillinger, hvorfra man ved Lovens Anvendelse maa gaa ud, forandre sig, uagtet selve Loven bliver uforandret. Saaledes vilde der vel vanskelig findes nogen Religionslærer, som ubetinget vilde underskrive enhver Forestillings* maade i de symbolske Bøger. Men hvad der maa anses som væsentligt, kan ikke bedømmes af enhver efter eget Godtbefindende. Det ældste kristelige Symbols Indhold og de Sætninger af den Augsburg* ske Konfession, der nærmest forklare Protestantis* mens Væsen, maa betragtes som saa væsentlige, at samme maa læres overalt, hvor den evangelisk kri* stelige Tro skal kunne siges at prædikes. Men der er dogmatiske Bestemmelser i de to andre Symboler og i den Augsburgske Konfession, som baade ligge udenfor Menighedens Fatteævne og desuden ikke ere nødvendige for den kristne Tro og Sindelag, saa* ledes Treenighedslæren, — og slige er en Præst ikke pligtig positivt at foredrage. Efter navnlig i Afhand* lingens andet Afsnit — med stadig kritisk Front overfor de af H. N. Clausen stillede Krav om Kir* kens større indvortes Selvstændighed —•udførlig at have gennemgaaet en Række Spørgsmaal af mere teknisk kirkeretlig Art, besvarede Ørsted det i Af* handlingens Titel stillede Spørgsmaal derhen, at om* *) Chr. Paulsen’s i dansk Retslitteratur enestaaende Opfattelse af Retssædvanens Superioritet overfor Loven, jfr. hans ovenfor omtalte Skrift S. 30— 34 og endnu tidligere hans Udtalelser i Dansk Litteratur* Tidende for Aaret 1825 Nr. 27 S. 418 — 19 , jfr. Samlede mindre Skrifter I (Kbhvn. 1857 ) S. 708 , viser ham som en Tilhænger af den historiske Skole. Det er ikke uden Interesse at lægge Mærke til, at denne Skoles klassiske — og vidtgaaende — Værk om Sædvaneretten, Georg- Friedrich Puchta’s »Das Gewohnheitsrecht« først udkom 1828 (I Erlangen 1828 , II 1837 ).