FrederikVIOgASØrsted

XXVII Allerede fordi Ørsted’s Afhandling i sin Helhed er optrykt nedenfor, vil det her være tilstrækkeligt kun at anføre dens Hovedpunkter. Om den danske Kirkeforfatning, der i Hovedsagen er den samme, som den har været siden Reforma* tionen, er der i Tidernes Løb, under ændrede For* hold og Begreber, fældet meget ulige Domme. Især har Anstødsstenen været den Forpligtelse, hvorunder Kirkens Lærere have været lagte med Hensyn til de symbolske Bøger. Det er indlysende nødvendigt, at enhver bestemt Kirke maa have sine faste Grund* lærdomme, der forene deres Medlemmer til ét Sam* fund og afsondre dem fra andre; i den danske Kirke ere Religionslærerne bundne ved de i Kongeloven og Danske Lov nævnte symbolske Bøger og den Ed, de i Henhold til Lovgivningen have at aflægge. Den umiddelbare Genstand for denne Ed, der ikke alene er negativ, men ogsaa positiv, er den Lære, Præsten har at føre; den strækker sig imidlertid ikke til de symbolske Bøgers hele Indhold, men kun til det, der er en væsentlig Bestanddel af den kristne Tro. Hvis Lovgiveren havde paalagt en Pligt til en bogstavelig Forstaaelse af de symbolske Bøger, vilde en Rets* sædvane som den af Chr. Paulsen antydede ikke kunne medføre en mildere Opfattelse, da en Rets* sædvane ingen Gyldighed kan have i Strid med Lo* ske betegnende for Kvaliteten af Kendskabet til Begivenhederne i 1826 er Defensors Ord for Højesteret: »Saaledes talte man (Ørsted) allerede i 1826 , naar man talte ud af en ædel og i Ordets bedste For* stand fribaaren Aand. Jeg ved nok, det hedder sig — og det er ogsaa rigbgt at Ørsted faldt i Unaade paa Grund af det, han havde sagt; men jeg vil dog straks tilføje her, at værre var det ikke, end at Myn* ster, selve Mynster, 5 Aar efter, i 1831 , da han udgav en Afhandling om Begrebet af den kristelige Dogmatik, dedicerede den til Ørsted . « L e. S. 69 , jfr. ogsaa Udtrykket i et fra videnskabelig Side produceret Bilag 30 II 16 S. 252 ». . . som forøvrigt bragte ham (Ørsted) i Unaade«.