FrederikVIOgASØrsted

2 1 0

ger naturligvis medføre. Hvilket udmærket Beviis herpaa have vi ikke allerede faaet? Men hvad det egentlige Forfatterskab angaaer, skal det da indtil vi* dere beroe med Det, han har leveret. Indtil videre si# ger jeg, og Mange tænke og sige det, som jeg. Vor Ørsted har, saa ønske og haabe vi, en stor og skjøn Epoche af sit Liv endnu tilbage, ja denne Epoche er ei engang nær. Jeg haaber, at han har Oldingens skjønne Dage endnu tilbage; thi, feiler jeg ikke, saa er her Fond nok til et langt Liv og Grundvold nok til en kraftig Alderdom tilstede. Skjønne Dage kaldte jeg de Oldingens Dage, jeg saae hen til; thi altid ere Oldingens Dage forekomne mig saa for Mænd, der have levet godt og vel, og jeg sammenligner dem med en stille, behagelig, fredelig Aften, efter en varm Dag, fuld af Arbeide, en Aften i stille Kreds med Altandørene aabne til den store Stjernehimmel, Sin# det frit og roligt, altid venligt, altid kj ærligt, snart mildt og spøgende, snart opløftet, bevæget og udvi* det. Vi ønske ham alle en saadan Livets Aften i qvæ# gende Velbehag, Jordelivets Travlhed traadt tilbage, Arbeidets Detail for største Deel overladt til Andre, dobbelt Rum for Velvillien, dobbelt Tid til den. Og da tænker jeg mig ham at finde Lyst og Drivt til, og ved Siden af Det, han vil have at iagttage i Statens Embeder, ogsaa at finde Timer til — at føre Forfatter# pennen igjen. Og med Fornøielse dvæler jeg ved den Tanke, hvad han da vel monne ville føle sig dreven til at skrive. Hans Barndoms første Begeistringer syn# tes at bebude, at han vilde vorde en christelig Præ* dikant, og der ligger i hans Skrivter Meget, der er i hans Liv saare Meget, som vidner om, hvilken ypper# lig Prædikant han vilde være bleven. En efter det da endnu gjeldende philosophiske System udarbejdet Naturret; som faldt ham i Hænderne i hans Barndom