FrederikVIOgASØrsted

2 1 1

i Fædrenehuset*) gav hans Sjæl den Vending, at der blev en Moralphilosoph og Jurist af ham. Jeg fore# stiller mig nu, at den Tid vil komme, da det vil vise sig, at endnu i hans Alderdom Det vil være friskt i ham, hvad der tidligt bevægede og fyldte det unge Hjerte, og aldrig har hørt op at bevæge og opfylde det. Jeg kan ikke sige, hvor stor Priis jeg allerede nu i Tankerne sætter paa Det, han da vil kunne give os som sit Bidrag til, med Intelligentsens Kraft at lyse op i de protestantiskschristelige Grunderkjendelsers Rige. Jeg veed, i hvilken Grad han har alt Det, som dertil udfordres, og hvor virksomt det boer i ham, naar det kommer op i ham. Og nu tænker jeg ham give os det med den Ungdom, hvormed Barnets Erindringer formaae at opfylde Oldingens Liv. Jeg har udtalt disse for mig svævende Billeder af Frem# tiden, fordi det hørte væsentligen med, for retteligen at tale om denne Mand, ei at glemme, hvad jeg nu ogsaa her har peget hen paa. Og hermed havde jeg da udtalt i denne Anledning, og kan nu ikke sige, hvorledes jeg er tilmode, idet jeg ender. Jeg vilde, at jeg kunde ønske, at den Mand, hvorom her er talt, ikke maatte læse, hvad jeg her om ham har skrevet. Thi, naar jeg ikke uden Rød# men kan tænke paa, at jeg skal levere disse Linier til Trykken, saa rødmer jeg dobbelt stærkt, naar jeg tænker paa, at de ville falde i hans egne Hænder. Men det syntes mig, at der ei maatte ties, paa det at Efterverdenen ikke skulde faae alt for megen Grund til at sige om os i disse vore underlige Tider, at vi hverken havde vidst at tale, eller at tie. *) Om Ørsted’s Prædikener fra hans Barndom og Studentertid se »Af mit Livs og min Tids Historie« I (Kbhvn. 1851) S. 1 8 - 1 9 , om hans Barndoms Læsning af L. Nørregaard’s »N aturretten s første Grunde« (Kbhvn. 1784) 1. c. S. 4—5. 17