FrederikVIOgASØrsted

209 renere Naturer og friere Personligheder, som i saa Henseende ikke give Jorde*Aanden saa megen Af* givt, som mange af os Andre. Mærkeligt er det blandt Andet at see saa Lidet af Ærelystens Bevægelser i en Sjæl, i hvilken Æresfølelsen ofte har viist sig os at være et saa kraftigt og saa bestemt medindgri* bende Moment. Men et Hovedpunkt, af væsentlig Be* tydenhed netop med Hensyn til denne Virksomhed og Arbeidsomhed hos en ellers virksom og drivtig Natur, er og bliver hiin rene, frie, store, altid aabne sande Velvillie, som gjør vor Ørsted saa elskværdig og saa yndet. Et af Hjertet velvilligt Gemyt er et fra Grunden frit Gemyt, der lever i Verdensharmo* niens og Totalitetens Sphære, og hvad skulde, naar dermed en kraftig Virkedrivt, og et klart og ube* stikkeligt Judicium parrer sig, samt hiin hurtige og omfattende Hukommelse, der har alt Fornødent strax tilstede og paa rede Haand, mere være egnet til at disponere til Kræfternes fulde, og til deres bedste Brug? Og den dybe Velvillie rykker nu tillige Sjælen nær hen til de Existentsens Egne, om jeg saa maa sige, hvor Kraftens Grundkilder rinde. Og naar til de Selvfølelser, som rykke os nær hen til disse Existentsens Egne, ogsaa den Ydmyghed henhører, som vi lade sees i den rette Betydning, naar vi uagtet alle Følelser skulde være christelige, dog især føie dette Tillægsord til den, og kalde den den christelige Ydmyghed, saa kan man være vis paa, (jeg og mange vide det), at den boer og virksomt lever i denne Sjæl, som i enhver dybt følende Sjæl. Vor Ørsted har da nu nedlagt sin Pen, som For* fatter, og vil vel ei saa snart tage Forfatterpennen frem igen. At vi alligevel ville faae Meget at læse fra hans Haand, det vil hans Liv i hans offentlige Stillin*