FrederikVIOgASØrsted

208 dette ei var den Mand, der indsluttede sig i sit Arbeidsværelse, men at han med en sjelden Aabem hed og Villighed var tilgængelig for Enhver, gjaer* ne deeltog i selskabelige Samqvem, og var saa live* lig i dem, at vi meget vel kjende hans mangfol* dig spillende Vid, og hans Sjælefrihed, som saa let syntes at kunne kaste Arbeidets Tryk fra sig, og hvori altid den livligste Godmodighed og Menneskes kjærlighed spillede; — naar jeg betænker alt Dette, saa maa jeg, nu jeg kiender Noget til, baade hvad Livet giver, og hvad Livet tager, forbauset spørge: hvor kom dog denne Aandsstyrke fra, hvorledes var den mulig? Og hvor kan jeg med dette Spørgsmaal vende mig andetsteds hen, end til den Deel af vor Ørsteds Exis stents, som har gjort ham og gjør ham saa elskvær* dig. Vistnok maa jeg allerførst nævne Pligtfølelsens Styrke i ham. Ingen Kant kunde forlange den renere og stærkere. Legemets Kraft, Sjælens Evner, maatte være i Stand til Det, som skulde være — thi Villien vilde det, og lod ei af at ville det. Kunde man hos Nogen tale om hiin af Kant omtalte Gemytets Magt over det Sygelige i Legemet, saasnart det gjaldt,*) saa var det hos ham;^jeg tør vel nok sige Dette, thi jeg taler her ei om Andet, end hvad jeg har seet og veed. Dernæst maa jeg vel ogsaa endnu bemærke Dette, at, naar Nogen har kunnet gjøre sig fri for alle de Bryderier, som vort eget Jeg kan volde os ved mange Leiligheder, og fri for den betagende Virkning, mange Collisioner i saa Henseende kunne udøve, saa har det været ham, der hører til hine *) Sibbern sigter her til Kant's lille Skrift »Von der Macht des Ge= miiths durch den blossen Vorsatz seiner krankhaften Gefühle Meister zu seyn« (Jena 1798).