FrederikVIOgASØrsted

207 slaaende Udtryk, som til en Pointe, henførende og sammentrængende Tankekløgt, at de kunde, og at de maatte, glæde og oplive, alleene ved den deri sig rørende Intelligentses Styrke og Fylde, uden Hensyn til Vigtigheden af deres Indhold forresten. Jeg har, idet jeg har udtalt Ovenstaaende, sat mig tilbage i mine Studieaars bedste Tider. Senere har jeg ikke kunnet følge med Alt, hvad vor utrættelige Ørsted, med sin meget omfattende Aand og meget omfattende Arbeidsomheds Kraft, leverede. Jeg er nu omtrent dobbelt saa gammel, som jeg var i hiin Tid; og dobbelt maa jeg, som Ældre føle, hvor me? get, det har at betyde, jeg nu vil tale om. Seer jeg hen til, hvor overordentlig Meget det er, som saa* ledes ligger for Publicums Øine i hans Værker; be? tænker jeg tillige, hvorledes han har virket i betyde? lige Embeder, altid kaldet til at være den virksomste, og hvor mangt et vægtigt, ved Forholdene, som ved sit Indhold, vægtigt, skrivtligt Arbeide af ham der maa ligge i Archiverne, ei bestemt til, ei egnet til, at see Lyset endnu; og tænker jeg mig nu, at det er langt fra, at denne Mand, understøttet fra alle Sider, er gaaet let gjennem Livet og derfor har kunnet gaa kraftig gjennem det; betænker jeg, at hans Liv for Konge, Stat og Fædreneland ikke har undladt at med? føre for ham mere end een haard Stand, mere end een Sjælens Kamp, hvor det gjaldt baade at vise sig som Fædrenelandets og som Kongens troe Mand, og i Henseende til begge hverken at lade sig rokke, eller lade sig blænde; betænker jeg, hvad han, mere end eengang, smerteligt og tungt har følt i sit Hjertes Dyb ved Tab, som rørte og rystede ham stærkt og gjennemtrængende; tænker jeg nu da endeligt paa de Nervefebre, han i en tidligere Livsperiode har havt at gjennemgaae; føier jeg endelig til, at han med alt