FrederikVIOgASØrsted

XIX i sin Tendens og sine Midler bestemt ved Forholdet, hvori den sætter sig til den hellige Skrift. Den fin* der Vejen for sin Virksomhed betegnet i Kristus’ Vandring paa Jorden; den kan efter hans Exempel kun ville behandle det aandelige paa aandelig Maade. I en saadan Kirke bliver Frihedens Lov en Grundlov. Den protestantiske Kirke agter og hæv* der derfor den menneskelige Individualitet, udvikler det ejendommelige ved Siden af det almindelige, for* drer selvstændig Prøvelse og tilsteder enhver Frihed til at ytre sin Tro og indrette sit Forhold i Overens* stemmelse dermed — uden dog at udelukke enhver Disciplin*). Kirkens udvortes Tilværelse og Virk* somhed kan kun betrygges i Staten, men Kirkens Maal er et ganske andet end Statens, dens Virksom? hed ganske forskellig fra dens. Men selv om den egentlige Episkopalmagt, Magten til at bestyre de indvortes kirkelige Anliggender, oprindelig residerer i Kirken selv, er det den naturlige, vel endog nødvendige Orden, at Kirken, efter at den er traadt i Forbindelse med Staten, overdrager den øverste Bestyrelse til den, som efter Stilling og Indflydelse er Kirkens før? ste Medlem — i de monarkiske Stater Monarken selv-'-). Kirkens eneste, dens beskedne, men bestemte Fordring er at styres efter Skriftens Forskrifter og i dens Aand. Jo rigtigere Øvrigheden erkender sine Forpligtelser og Kirkens Natur, desto omhyggeligere vil den afholde sig fra umiddelbare Indgreb i den kirkelige Bestyrelse, desto villigere vil den være til at overlade den nærmeste Bestyrelse til geistlige Mænd af prøvet Indsigt, Retsind og Duelighed. Ikke alene ved Afgørelsen af dogmatiske Stridigheder, men overhovedet i alt, hvad der angaar den kirkelige

*) H. N. Clausen I. c. S. 227 - 28 . **) H . N. Clausen 1 . c. S. 239 o. ff.

2 *